Af Peter Milton Mortensen, Trautnersvej 16, 4180 Sorø

Da Loge-bygningen blev sat til salg, var Sorø Kommunes udmelding, at bygningen er bevaringsværdig og ombygning skal ske nænsomt.

At der kan indrettes bolig i de to eksisterende etager. Og at der ikke må bygges tættere mod Sorø Sø end eksisterende bygning.

Loge-bygningen er solgt (åbenbart til den helt rigtige) nu er Sorø Kommunes holdning, at ombygningen af den bevaringsværdige ejendom er mindre vigtig. Antal af etager til bolig er mindre vigtig. Og det med at bygge tættere mod Sorø Sø er mindre vigtigt.

Til gengæld er mine ideer og forslag tilsyneladende vigtige i Sorø Kommunes videre planlægning for planområde So. B1.

Bestemmelserne for hele området skal nemlig ændres drastisk, for at tilgodese køberens planer og Sorø Kommunes holdningsskifte til byggeri på Trautnersvej 24.

I dag kan der i planområde So. B1 bygges 1½ etagers enfamiliehuse (som de fleste huse på Molbechs Allé) og planlagt tæt-lav bebyggelse i to etager (som byggeriet bag Sorø gamle Brødfabrik på Molbechs Allé)
Fremtidigt foreslås det, at eksisterende huse kan ombygges til etagebebyggelse.

I dag må der bebygges 30 % af grundens areal i området, fremtidigt 40 %.
I dag må der bygges 1½ etage beboelse i området, fremtidigt 2½ etage bolig.
I dag må der bygges 8.50 meter høje huse i området, fremtidigt 12 meter.
I dag vil der være min 490 m2 have på en 700 m2 grund, i fremtiden 350 m2
I dag skal der være 1½ parkeringsplads på grunden, i fremtiden 3 parkeringspladser.

Ved ombygning til etageejendom, skal ejendommens eksisterende udtryk bibeholdes og ejendommen må ikke ombygges væsentligt.

Her er den planlagte ombygning af Loge en rettesnor i henhold til lighedsprincippet.

Ved Loge ombygningen tænkes alle 4 facader ændret, hovedtrappe og hoveddør fjernes og erstattet med en toetagers høj monstrøs ståltrappe. En del af bygningen nedrives. En ny markant tilbygning opføres. Taget fjernes og erstattet med et andet og højere, med mange vinduer i tagfladen.

Jeg er imod, at rammerne og regler for hele område So. B1 skal ændres, for at tilpasse rammer og regler til en bygherres ønsker om ombygninger.

Konsekvenser af ændringer, er ude af proportion med formålet for ændringerne
og sandsynligvis, til fremtidig gene og bekymring for mange boligejere i området.

Mit forslag er, at gældende rammer og bestemmelser for område So. B1 ikke ændres.

De påtænkte Loge-ombygninger må i stedet tilpasses områdets gældende rammer og regler.

Inden for eksisterende rammer So. B1 kan Loge-bygning relativt nemt ombygges og bevares som en fin del af Trautner vejens øvrige 13 bevaringsværdige bygninger.

Loge-bygningen på nummer 24 er lovligt opført efter datidens byggeregler med de to eksisterende boligetager. Bebyggelsesprocenten er lige under 30 %, og bygningen ligger bag den tidligere reducerede sø beskyttelseslinje af oktober 1984.

Bygningen i overensstemmelse med områdets gældende rammer, bestemmelser og regler som den fremstår, og den nye ejer har mulighed for at udnytte bygningen helt i overensstemmelse med udbuds- og salgsbetingelserne.

Et forslag til nænsomme ændringer af den bevaringsværdige bygning kunne være:
Bevar ejendommens eksisterende hovedtrappe og hoveddør og benytte indvendig trappe mellem etagerne.
Forsyn den tillukkede overetagen med vinduer eller eventuelt franske altandøre.
Nedtag skorsten og madelevator mod søen, og forsyn i stedet gavlen med to eller tre dobbeltdøre i underetagen og to eller tre franske altandøre i overetagen.
Undlad nedrivningen af sidebygningen, men indret den i stedet som ny udestue mod Sorø Sø, ved at forsyne facaden mod vest og aftensolen, med et passende antal oplukkelige døre.

I det fremlagte byggeprojekt til kommunalbestyrelsens godkendelse, er jeg undrende over, at såvel bygherre som kommunens forvaltning, holder kommunalbestyrelsen uden for viden om, at terrassen oven på glasudestuen mod Sorø Sø strider mod deklaration på stedet. Deklarationer hindrer byggeri, vest for Loge-bygningen, højere end gulvet på 1. sal i Loge-bygningen.
Forvaltning og bygherre er orienteret om sagen flere gange, bl.a. den 06. 09. 2021.

Deklaration og bestemmelser af 2. december 1940 om byggeri vest for Loge-bygningen er en af de betingelser bygherren har købt ejendommen med.
Påtaleberettiget nabo forventer, at bygherre og Sorø Kommune respekterer ejendommens tinglyste bestemmelser.

Gulvet på 1. sal ligger ved den hvide vandrette gesimskant på billederne. Privatfoto