Der var fuldt hus, da Sorø Historiske Festival mandag fortsatte i 2025-udgaven på Ødemark Gods.

Godsets ejer, Lars Kronshage, fortalte om godset i dag. Der drives landbrug som hovedaktivitet, mens udlejning af ejendomme, jagt og ikke mindst udlejning til fester i det imponerende lokale i den restaurerede stald består den samlede forretning i.

Slagelse/Sorø Slægtsforskning havde forud for arrangementet dykket dybt i Ødemark Gods’ historie.
Fæstebønder, forvaltere, kokke, stuepiger, karle, malkepiger, skytter, kuske osv. – alt det, der hører en herregård til, har naturligvis også været på Ødemark Gods, der i starten af 1900-tallet kunne erhverves for 60.000 kr.

I 1744 oprettedes Elisabeth Bruun Hospitalet – nærmest et fattighus, der gav husly, mad og brænde til fem fattige fra egnen – den ene skulle gerne være så frisk, at han eller hun kunne hjælpe de svagere beboere.

Rækken af ejere blev gennemgået, og slægtsforskerne havde også fundet frem til flere af de beboere, der var på hospitalet.

Der var også skole på stedet.

Efter en pause var der forskellige aktiviteter udenfor – dem stod SkuespilsKompagniet for, og det var fx at lære at gå pænt med rank ryg eller at danse selskabsdans.
Indendørs kunne publikum få hjælp af slægtsforskerne til ting, de gerne ville grave frem fra fortiden.
Andre tilbragte pausen med en gåtur i den imponerende park og det skønne naturområde.

Spegepølse, skinke og rullepølse samt hjemmelavet jordbærgrød stod bl.a. på menuen – og så sluttede aftenen med en flot og stemningsfuld koncert med Chorus Soranus.

Se programmet på 1684-1862.dk og følg https://www.facebook.com/historiefestival

Foto: SDL