“Vi har alle sammen brug for lidt opmuntring i disse coronatider. Derfor har jeg malet først et meget lille billede med kunstner-tuscher, “Familieglæder”. Far, mor og barn, samt en lille kat, symbol på familiehygge, vielsesringe og kærlighedsflammer, samt Guds øje, der kigger med glæde på det hele,” meddeler Soli Madsen fra Galleri Soli på Peter Damsvej. 

“Det andet billede er en akvarel+ gouache, “Glade dage”, med sommerfugledans og blide farver. Vi bliver nødt til at fokusere på de nære glæder lige nu, hvor man ikke kan rejse og mødes med andre så meget, som man plejer. Ved at finde hverdagens glæder er vi med til at støtte vores samfund til at nøjes på bedste måde. Vi må tro på, at det bliver nemmere på et tidspunkt”, tilføjer Soli Madsen.

Vi har alle sammen oplevet at måtte aflyse vigtige begivenheder. Galleri Soli venter selv stadig på at kunne fejre deres 25 års jubilæum på et tidspunkt.

“Imens vi venter på lidt nemmere tider, er jeg blevet optaget på endnu en censureret udstilling med to meget store værker, to lærreder, ”Energi ” og ”Påskelys”,” oplyser Soli.

Ferniseringen finder sted i Kunstforening Køge Bugt, lørdag den 19. september kl. 13-16. Udstillingen varer til og med den 10. oktober.
Åbningstider i Portalen ved Hundige Station i Greve Kommune: Torsdag/fredag kl. 14-17 og lørdag kl. 13-17 .

Familieglæder
Energi
Glade dage
Påskelys