Af Vibeke Danborg

Hvor mange lejere betaler en flytteafregning, fordi de tror, den er rigtig?

Det spørgsmål bør interessere Tilsynet i Sorø Kommune.

Jeg flyttede fra min lejlighed den 31. december 2025. Siden da er der kommet fire forskellige flytteafregninger.

Den første regning lød på cirka 25.000 kr. Senere blev kravet sat ned til omkring 12.000 kr. Det er et fald på cirka 13.000 kr. Så kom der en ny opkrævning på ca. 18.000 kr. hvorefter jeg igen klagede, og den igen endte på ca. 12.000 kr.

Når en regning kan falde med over 50 procent, må man spørge: Hvor korrekt var den første opgørelse?

Og hvor mange andre lejere har betalt en regning, som var for høj, fordi de ikke kendte reglerne eller ikke havde kræfter til at protestere?

Det er ikke kun en sag om min regning. Det handler om tilliden til de flytteafregninger, som Sorø Boligselskab sender ud.

Derfor blev der sendt et spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid den 24. juni.

Spørgsmålet blev sendt indenfor fristen. Tolv dage senere oplyste Sorø Kommunes tilsyn, at de mente, der var personfølsomme oplysninger i teksten. Jeg blev derfor bedt om at sende en ny version.

Det blev sendt igen.

Alligevel kom spørgsmålet ikke med på mødet. Der kom heller ingen besked om, hvorfor det ikke blev besvaret.

Det rejser nogle enkle spørgsmål.

Hvordan fører Sorø Kommune sit lovpligtige tilsyn med Sorø Boligselskab?

Hvordan sikrer Sorø Kommune, at Sorø Boligselskabs flytteafregninger er korrekte?

Hvordan fører kommunen tilsyn med, at lejerne kun betaler for udgifter, de faktisk hæfter for?

Og hvordan bliver de borgere beskyttet, som ikke har råd til en advokat eller overskud til at føre en lang sag?

Hvis en flytteafregning kan ændres med omkring 13.000 kr. efter en indsigelse, er det rimeligt at spørge, om den første regning var korrekt.

Vi skal som Borgere skal kunne stole på, at en flytteafregning er rigtig første gang. Hvis den ikke er det, skal kommunen som tilsynsmyndighed sikre, at fejl bliver rettet – også for de lejere, som aldrig får gjort indsigelse.

Det er spørgsmål, som jeg syntes kommunalbestyrelsen og ikke mindst Tilsynet skylder borgerne et svar på.

Del gerne dette