På lørdag præsenteres Holbergs roman Niels Klim fra 1741 på zoom – på orginalsproget: latin. Det meddeler Ludvig Holberg Museet Tersløsegaard.

Med et spring på 300 år rykker Ludvig Holbergs store eventyrroman Niels Klim ind på alverdens computerskærme nu på lørdag den 10. april kl. 16.00 – via videokonferenceprogrammet zoom. Enhver kan kvit og frit logge sig på ved at tilmelde sig med navn og emailadresse på dette link:
https://scholalatina.it/en/latinitas-et-doctrinarum-orbis/

På skærmen vil man kunne følge 45 minutters foredrag om ”Iter ad utopiam duce Ludovico Holberg: de terra Potuana.” Ja, for det er originalsproget, der anvendes. Ludvig Holberg talte latin. Det gjorde alle lærde i Europa i 1700-tallet, og Holberg var så god til det, at han i 1720 blev udnævnt til professor i latinsk veltalenhed ved Københavns Universitet. Selvom han i årene derefter skrev sine populære komedier på dansk, forfattede han i 1741 sin store roman Niels Klim på latin. Den blev et par år senere oversat til dansk – og her må vi også hellere oversætte titlen på lørdagens foredrag: ”Rejsen til utopia med Ludvig Holberg som rejsefører. Om landet Potu”.

Lær latin i ferien!
Der er stadig folk, der taler latin – og underviser i latin. En af dem er lektor Allan Rosengren på Sorø Akademi (og medlem af bestyrelsen for Tersløsegaard). Han foreslår folk, der måske stadig sidder i corona-isolation eller bare får god tid i sommerferien, at lære sig det nye gamle sprog latin. Der findes online sommerkurser fra begynderniveau til avanceret. Ideen er, at man lærer latin på samme måde, som man lærer et hvilket som helst andet sprog. Man skal aktivt bruge det: Ubi est Roma? (Hvor er Rom). Svar: Roma in Italia est. Ubi est Italia? Italia in Europa est. Og så videre. Samtalen er i gang, og man kan bygge videre på det.
Lørdagens foredragsholder er den 28-årige latinist Irene Regini fra Milano. Hun har lagt en hel serie latinske programmer på youtube (se en prøve her, hvor hun taler om Harry Potter, som ofte bruger latinske besværgelser): 

Latin var også længe efter Romerrigets undergang igennem mere end tusind år verdensproget, som brugtes af videnskaberne, kulturen, kirken og litteraturen. Latin er i høj grad grundlag for levende nutidige sprog som fransk, spansk og italiensk. På Sorø Akademi tilbydes stadig latin i gymnasiet og rundt omkring i byen er er adskillige latinske inskriptioner – for eksempel inde i Klosterkirken på Holbergs Sarkofag, hvor man kan læse følgende:

LUDOVICO HOLBERG / LIB(ERO) BAR(ONI) / B(ENE) D(E) S(E) M(ERENTI)
P(OSUIT) ACADEMIA SORANA / A(NNO) (A)N(ATO) C(HRISTO) MDCCLXXX

Det betyder: For baron Ludvig Holberg, den fortjenstfulde, satte Sorø Akademi [denne sarkofag] i året 1780 e.Kr

Pressefoto