Den 10. november 2018 blev der igen i år holdt First Lego League turnering på Science Centret i Sorø. Årets tema var Into Orbit – altså i kredsløb på dansk. FLL Junior havde månen som tema. Der deltog i alt 21 hold (14 hold i FLL og 7 hold i FLL junior). Både lokale hold og hold helt fra Møn deltog i turneringen.

Foto: Hoffer/Lukas FLL

Vinderne af årets konkurrence og priser blev Frederiksberg Skole. Stort tillykke!

Åbning af dagen
Åbningstalerne blev holdt af Morten Svensson, sciencekoordinator, Nynne Afzelius, talentchef, og borgmester Gert Jørgensen. Mikael Scheby fik overrakt 10 års FLL gave, da FLL i Sorø har 10 års jubilæum i år. Mikael Scheby var med til at starte FLL op i Sorø for 10 år siden. Og selvom han ikke er med mere, skulle han have en gave.

FIRST Lego League Junior
Juniorkonkurrencen blev også afholdt i Science Centret i Sorø, som sluttede lige før frokost. Der var rigtig mange forskellige projekter om månen, der deltog. Og der var en hektisk stemning ved fremlæggelserne, da holdene helt klart gik op i deres ting. Det virkede også som om, de havde gjort meget ud af præsentationerne, og deres projekter om det at bo på månen.

De havde rigtig mange emner med – lige fra hvordan man kunne dyrke grøntsager på månen, til hvordan man kunne lave et fitnesscenter for at træne sig selv på månen.

Mette Skjoldan, som førte ordet ved junior præmieoverrækkelserne, sagde om junior konkurrencen med et smil på læben: ”Niveauet har været højt i år. I har alle klaret det super godt!”

Stemningen var fra starten i Science Centret fyldt med intensitet, nervøsitet og hektisk spænding. Det vrimlede med mennesker – både yngre og ældre i alle aldre. Især under en af de sidste planlagte kampe før semifinalerne, kunne man virkelig mærke, at der var opbakning til holdet fra Møn. Imens der blev kørt intens robot-kørsel, kunne man høre publikum sidde og råbe MØØN KLAP KLAP.

Foto: Hoffer/Lukas FLL

RVS
Et af holdende, der deltog i konkurrencen, var RVS. RVS er en forkortelse for Ruds Vedby Skole. Deres projekt handlede om at bygge domehuse på Mars. Tanken var, at man kunne bo på Mars ved hjælp af disse domehuse.

”Domehuset er bygget op af en trekantskonstruktion, hvor indeni for at holde den oppe vil der være et lag af skiftevis mylder og vægtstange, for at sørge for at lufttrykket bliver som det skal være. Til sidst skal der være et lag jord, så det holder strålingen udenfor,” fortæller Jasmin og smiler. Skolen fortæller også, at det har været en god oplevelse og super spændende at være med til. RVS endte samlet set på en fin 8. plads i robot-kørslen. Og alle havde haft en lærerig oplevelse.

Frivillige gav en hånd med
Udover de mange unge mennesker, der var med i de hektiske timer, var der en god håndfuld frivillige, der havde valgt at sætte dagen af, for at de unge kunne få en god dag.

En af de frivillige var Frida Marie Schlünzen, der var overbanedommer, som havde valgt at deltage for tredje år. Hun udtrykte også, ligesom mange andre: ”niveauet har været højt og programmeringerne er blevet sværere end sidste år. Jeg synes, det er vildt fedt at se, at de går så meget op i det.”

Sciencekoordinator takkede af
Morten Svensson, sciencekoordinator i Sorø, takkede af efter uddelingen af en masse præmier til holdene.

Vinderen af det hele i år blev Frederiksberg Skole, som ønskes en god tur til Norge, hvor de skal kæmpe videre.

Alle, der havde deltaget, fik desuden en medalje – for at blive påskønnet for deres store arbejde.

Der var ingen tvivl om, at alle der deltog til årets First Lego League hyggede sige. Foto: Hoffer/Lukas FLL