Af Dan Kiving, Hjerneskadeforeningen Vestsjælland

Af og til undrer det mennesker, som jeg taler med og som igen igen læser læserbreve fra mig og indlæg på Facebook, at jeg er så engageret i spørgsmål og sager om borgere med et handicap og deres familier, som jeg er. Og hvorfor jeg ser det som noget utroligt vigtigt at bruge en meget stor del af min tid på.

Jeg gerne prøve at forklare, hvorfor noget af det vigtigste i mit liv og i mit Danmark som helhed er at være en del af den bevægelse, som har det formål at sørge for, at borgere, som ikke pryder avisernes og nyhedernes headlines, får taletid. Vi vil nemlig forsøge at sørge for, at borgere med et handicap, deres familier og netværk får en meget bedre behandling i dagens Danmark, end tilfældet er.

Vi har i Danmark tårnhøje idealer og er gået forrest for at vise, hvor højt vi sætter fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet. At være i front på vigtige områder som f.eks. kampen for ligestilling mellem kønnene, menneskerettigheder, dyrevelfærd, naturbeskyttelse, klimaforandringer, mangfoldighed og bæredygtighed har nu i en menneskealder været et varemærke for det at være en engageret dansker. Blot for at nævne enkelte kerneområder, som vi som samfundsborgere opfordres til at have fokus på. Man kan vel næsten tillade sig at sige, at arbejdet for disse og mange andre gode (og hastigt skiftende) mærkesager er blevet en del af det danske DNA.

Fra dengang den naive idealisme blev vakt. Privatfoto.

Når jeg ser på paletten af prisværdige interessefællesskaber, har det været svært, ja nærmest umuligt at spore et bredt, målrettet og folkeligt engagement i arbejdet for mennesker med et handicap. Jeg har siden årene med langt hår, bredriflede fløjlsbukser og rullekravesweatre i fællesskaberne i de københavnske parker ment, at udgangspunktet for mit Danmark skal være et værdigt liv og livskvalitet for ALLE mennesker. Så når jeg gennem alle årene har vurderet og har tænkt over samfundsudviklingen, blev det med dette udgangspunkt: behandler vi samfundets skrøbeligste og mest udsatte borgere ordentligt og ligeværdigt? Og giver vi dem den støtte og hjælp, de og deres nærmeste har behov for? Og både ifølge vores danske idealer, lovgivningen og konventionerne har krav på? Og svaret er stadigvæk et rungende ”NEJ! På mange felter er udviklingen gået den modsatte og forkerte vej.”

Der er en stor gruppe af mennesker med handicap og deres nærmeste, som vi overhovedet ikke behandler ordentligt. På den anden side er der heldigvis også mange borgere med et handicap, som har det godt. Denne sidste gruppe klarer sig fantastisk både i hverdagen, i arbejdslivet og er engagerede i samfundslivet. Og heldigvis for det. Men mange, mange tusinde borgere, som lever med et handicap selv eller har handicap inde på livet i familien, bliver ikke behandlet ordentligt i VelfærdsDanmark. Punktum. Og denne gruppe af medmennesker har jeg sat en stor del af mit liv af til at gøre noget, omend kun en smule, for.

Så når jeg tager ud som frivillig og ulønnet medmenneske som bisidder, som rådgiver, som støtte og som samfundsrevser, er det ikke, fordi jeg tror, at jeg grundlæggende kan ændre samfundet. Men ganske simpelt fordi jeg har et BEHOV for, at jeg kan se mig selv i spejlet om morgenen og om aftenen kan lægge mig til køjs og sige, at jeg i det mindste gjorde noget. En lille smule for en gruppe mennesker, som sammenlignet med andre grupper af samfundsborgere får utrolig lidt opmærksomhed og som har et uendeligt stort behov for vores, samfundets, hjælp.

Og når jeg her i Sorø Kommune gang på gang lægger navn til og råber op om, at en meget stor del af gruppen med et handicap og deres familier ikke behandles ordentligt, så er det, fordi jeg oplever det derude i virkeligheden – i mit daglige arbejde. Og samtidig også fordi det er så grundlæggende vigtigt for mig at være med til at være en del af kampen for, at vi som enkeltpersoner og som samfund prioriterer og kræver, at værdighed, ligestilling og mangfoldighed også skal gælde denne gruppe af medborgere.