Torsdag den 5. juni er der traditionen tro Store Køredag i Sorø – og byen er klar til at byde både borgere og besøgende velkommen til en dag med masser af nostalgi, shopping og god stemning.
Grundlovsdag falder sammen med fars dag, og det gør dagen til en oplagt anledning til at tage hele familien med og gå en tur gennem byens hyggelige centrum. Der er nemlig lovet ret godt vejr –også kl. 12, hvor de pragtfulde veteranbiler begynder at trille ind over brostenene.
Veteranbiler og nostalgi fra kl. 12
De vildeste veteranbiler, som hvert år tiltrækker mange nysgerrige blikke, ankommer fra kl. 12 og placerer sig traditionen tro på bl.a. Akademigrunden og langs Storgade. Her kan både bilentusiaster og forbipasserende nyde synet af krom, lak og motorglæde fra en svunden tid. Der plejer at være god mulighed for at få en snak med ejerne – og tage billeder af de flotte biler.
Butikkerne holder ekstraordinært åbent
Selvom det er en helligdag, har bymidtens butikker fået lov til at holde åbent – og det benytter mange sig af. Allerede fra kl. 11 slår byens butikker dørene op og byder på gode tilbud og ekstra betjening med smil.
Med både veteranbiler og åbne butikker bliver bymidten fyldt med liv, og det er en oplagt chance for at gøre et godt køb – måske en gave til far?
En dag med byliv og fællesskab
Store Køredag er en af de traditioner, der er med til at samle Sorø – og skabe stemning og fællesskab på tværs af generationer. Kombinationen af historie på hjul, levende handelsliv og hyggelige omgivelser gør dagen til noget særligt.
Brug dagen – og støt de lokale
Vi opfordrer alle til at kigge forbi bymidten, nyde atmosfæren og ikke mindst handle lokalt. Når du støtter byens butikker, støtter du også Sorø som levende handelsby.
Vi ses til Store Køredag – torsdag den 5. juni kl. 12–18.
Butikkerne åbner allerede kl. 11!