Af Anne Pilø Melillo
Medlem af SF Sorø
For en uges tid siden kørte jeg min første tur med en af Movias otte nye elbusser i Sorø Kommune – og det var en rigtig god oplevelse. Bussen var komfortabel, støjniveauet lavt, og chaufføren var stolt over at køre den nye bus.
Elbusserne kører nu på linjerne 421, 425 og 570 – og efter hvad jeg forstår også linje 615. Som passager mærker jeg tydeligt forskellen. Turen er mere behagelig, og samtidig ved jeg, at transporten er mere skånsom for klimaet. Den oplevelse kan sammenlignes med den begejstring, mange bilejere oplever, når de skifter til elbil.
Ifølge Transportministeriet er omstillingen til elbusser støttet af en statslig pulje med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Busdriften i Sorø Kommune er ét af blot seks projekter i landet, der har modtaget støtte med krav om lokal medfinansiering.
Alene i Sorø Kommune forventes overgangen til elbusser at reducere CO₂-udledningen med omkring 8.800 ton. Elbusserne er et konkret og mærkbart bidrag til den grønne omstilling – og samtidig en klar forbedring for os, der bruger den kollektive trafik.
Tak for de nye elbusser i Sorø.



























