Af Susanne Borggaard
Medlem af Sorø Kommunalbestyrelse for Nye Borgerlige
Nye Borgerlige mener stadig det samme. Mere frihed til familierne indebærer naturligvis også mere frit valg til forældrene til, at bestemme hvilken skole der passer dem og deres børn bedst. Et flertal af primært socialdemokrater og konservative og SF har indført at skoler som bl.a. Holbergskolen og Frederiksberg skole ikke kan optage så mange elever fra andre distrikter som de tidligere har kunnet.
Jeg har ikke lavet en kovending som Sjællandske skriver d. 18. december, og jeg har aldrig været klar til at godkende ændringen om begrænsningen heller ikke før kommunalvalget, da jeg tidligere i BUU udvalget har stemt imod begrænsning af det frie skolevalg. Jeg lavede en fejl, da jeg på ØK mødet forud for Kommunalbestyrelsesmødet ikke iagttog, at der i vedtagelsen af Styrelsesvedtægten lå den nyligt af flertallet vedtagne beslutning om begrænsning af antallet af elever fra andre skoledistrikter. I ØK fik jeg godkendt Styrelsesvedtægten. Det var en fejl og den rettede jeg på Kommunalbestyrelsesmødet. Her stemte Nye Borgerlige sammen med Venstre og Radikale Venstre imod begrænsningen af det frie skolevalg.
Mennesker før systemer gælder også på skoleområdet, og til dem der vil vade rundt i min fejl ”alle laver fejl. Det handler om, hvordan man retter sine fejl og kommer videre”.
I januar 2026 kommer der nyt flertal i Sorø Kommune, så håber jeg, at alle vores kommunale skoler indenfor den næste valgperiode får de rammer som forældrene efterspørger, for det er helt grundlæggende for Nye Borgerlige, at det er skolesystemet der skal tilpasse sig borgerne og ikke omvendt.
Det er helt grundlæggende borgerlig politik.
























