Fra 1. april til 30. juni 2014 vil der være frit lejde for anmeldelse af byggeri, der ikke er registret i Bygnings- og Bolig Registret (BBR). Det vedtog byrådet den 26. marts.

Alle bygninger skal være registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), og som grundejer har man pligt til at sørge for at alle bygninger er registreret – det gælder også mindre bygninger som udhuse, drivhuse, carporte og garager.

Frit lejde
Fra 1. april til 30. juni er der frit lejde for byggeri, som endnu ikke er registret i BBR.

Hvis du har en bygning, der ikke er registeret i BBR, vil du i denne periode kunne ansøge om lovliggørelse af byggeriet. Dette kan ske gennem det nye elektroniske ansøgningsmodul Byg og Miljø, som du finder på Sorø Kommunes hjemmeside soroe.dk. Husk dit Nem ID.

Når man har anmeldt sit byggeri, vil sagen blive behandlet, og hvis det er muligt, vil byggeriet blive lovliggjort med en byggetilladelse. Byggesagsgebyret afhænger af byggeriet art (eksempelvis er gebyret for et udhus under 50 m2 1270 kr., mens gebyret for en tilbygning typisk er 2640 kr.).

Anmeld nu – undgå bøde senere
Når frit lejde-perioden er udløbet, vil Sorø Kommune påbegynde et større arbejde med at gennemgå samtlige ejendomme i kommunen i forbindelse med geokodning af alt byggeri. Hvis kommunen under denne gennemgang finder byggeri, som ikke er registret i BBR, vil ejeren blive kontaktet med krav om at få lovliggjort byggeriet samt få en bøde på kr. 2000 for ikke at have sikret korrekt registrering i BBR.

Hvad skal registreres?
Som udgangspunkt skal alt byggeri på ejendommen være registret i BBR, dette gælder både mindre udhuse under 10m², drivhuse, overdækning af f.eks. terrassen, carporten eller garagen. Men også tilbygningen til boligen eller driftsbygninger.

Fakta
Frit lejde-perioden er anden etape i Projekt BBR og Geokodning.

Elektronisk anmeldelse
Husk, du skal bruge din Nem ID for at komme ind på Byg og Miljø. Har du endnu ikke en Nem ID, kan du læse mere på www.soroe.dk/digital-post-og-nemid eller henvende dig i Borgerservice.

Kontakt
For yderligere information om Projekt BBR og Geokodning, kontakt Jens Vestergaard fra Teknik, Miljø og Drift på telefon 57 87 63 71 eller på lovlig@soroe.dk.