Af Gitte Holm-Jensen, Liberal Alliance
At skabe samarbejde mellem partier i Sorø Kommune i dag minder mest af alt om at bede en mand om at føde: det lyder umuligt, og det gør ondt på den forkerte måde. For ægte samarbejde kræver mere end fine hensigtserklæringer – det kræver modet til at tænke uden for egen baghave. Det kræver, at vi tør løfte blikket og tage hele kommunen med – også yderområderne.
Et godt eksempel er debatten om cykelstier. Her ser vi politikere skynde sig at tage æren for en statsligt finansieret cykelsti ved Stenlille – en statsvej, vel at mærke. Samtidig er den kommunale investering i cyklister i Sorø tæt på ikke-eksisterende – medmindre man altså bor på Frederiksberg i Sorø.
I 2022 udgav Sorø Kommune en ny cykelstiprioriteringsplan. Den nævner ikke Sorø by i top 16 veje og altså med en score over 65 ud af 100 – men til gengæld Stenlille, Dianalund, Tersløse og Munkebjergby. Det i sig selv er godt – hvis ikke det samtidig stod i skærende kontrast til, at man i Sorø har gang i større byudvikling, som f.eks. omdannelsen af Sorø Torv. Hvor blev cyklisternes stemme af dér?
Samtidig praler kommunen af en børne- og ungepolitik, hvor trivsel og fællesskab er i fokus – men hvor er den reelle sammenhæng mellem trivsel og fri bevægelighed? For børn og unges mentale sundhed hænger i høj grad sammen med deres mulighed for selvstændig og tryg transport til skole og fritid. At overse den dimension er at ignorere hverdagen.
I en liberal tankegang er frihed ikke en abstrakt idé – det er retten til selv at vælge. Det gælder også transport. Forældre skal ikke være tvunget til at køre deres børn i bil, fordi Sorø Kommune har nedprioriteret cykelsikkerhed. Det handler ikke kun om klima og folkesundhed – det handler om hverdagsfrihed.
Og så handler det om tillid. Tillid til at borgerne ved, hvad de har brug for – at de ikke skal mødes med tom retorik, men med konkrete løsninger. Hvis vi i Sorø kommune skal udvikle os, skal det ikke ske gennem symbolpolitik og skåltaler – men gennem ansvarlige investeringer, der giver mennesker valgfrihed og skaber værdi dér, hvor livet leves.
Hvorfor udvikle kommunen – hvis vi ikke udvikler borgernes muligheder?
Der tales flot om udvikling i Sorø Kommune – nye torve, pæne facader, udstykninger og bymidtefornyelse. Men midt i al forskønnelsen glemmer vi noget afgørende: Hverdagen. For hvad er byudvikling værd, hvis den hverken skaber værdi for dem, der ønsker at besøge byen eller dem som lever af dem der besøger byen?
Et skoleeksempel på dette er den manglende sammenhæng mellem investeringer i byrum og infrastrukturen omkring dem. Der lægges millioner i Sorø Torv – men hvor er investeringerne i fremkommelighed og sikkerhed for børn og unge, der skal færdes til skole og fritidsliv? Hvor er den langsigtede tanke om mobilitet og tilgængelighed, når cykelstier, skoleveje og adgangsforhold bliver nedprioriteret?
Byudvikling må ikke handle om pynt og prestige – den skal handle om mennesker. Den skal sikre, at vi som borgere har friheden til at vælge, hvordan vi bevæger os, bor og lever. Når vi forsømmer cykelstier, men bygger flere boliger, skaber vi en skæv by, hvor nogle får bedre adgang end andre. Det er ikke en kommune i balance – det er en kommune i ubalance.
Liberal udvikling handler ikke om centralisering – men om decentralisering med ansvar. Det betyder, at vi som politikere ikke skal trække beslutninger ned over hovedet på folk, men spørge: Hvordan fungerer det i praksis? Hvad har familierne i Stenlille, Dianalund og Sorø faktisk brug for?
Vi har brug for en ny retning. En der tør tænke frihed og funktionalitet sammen. En der tør sige: Vi udvikler ikke byrum for syns skyld – vi udvikler dem for borgerne.
