Festivalkoncerter på Kunstnergaarden og Parnas med en råt afslappet saxofonist og en mangesproget iransk rytmebombe

Sommerens Sorø Jazzfestival får besøg af den fanden-i-voldske saxofonist Jens Haack, der ikke er bange for at udfordre den politiske korrekthed. Han – som ikke mindst er kendt for sin 15 år lange medvirken i Moonjam – spiller billedlig talt gerne i tåger af cigarrøg foran dristigt henslængte kvindfolk!

Musikalsk kan det oversættes til fedt flydende afslappede saxofontoner i intim loungestemning. Med sig har han en ypperlig trio med pianisten Ben Besiakov, bassisten Ida Hvid og trommeslageren David Besiakov. Det er på Kunstnergaarden i Dianalund fredag den 24. juli kl. 16.00.

Lørdag aften den 25. juli bliver der fuldt tryk på ude i skoven hos Parnas. Her er kommer bandet Sam and the Soulmates og giver den med latinpræget jazz, bossa og soul, anført af sangerinden Samara Bahrami. Hun er fra Iran og kan synge både på sit modersmål farsi samt på fransk, spansk, portugisisk, engelsk, svensk og dansk! Mere internationalt kan det næsten ikke blive. Og så er sandheden dog, at bandet kommer fra Aarhus! Her har Samara Bahrami bosat sig og fundet sammen med nogle af byens bedste jazzmusikere i en rytmisk medrivende kvintet, der har høstet store bifald bl.a. under Aarhus Jazzfestivalen.

Sorø Jazzfestivalen spiller hver dag fra søndag den 19. juli til og med søndag den 26. juli. Programmet er under offentliggørelse på soroejazz.dk, hvor du kan læse mere om bl.a. koncerterne på Kunstnergaarden og Parnas.