DN skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om børn i naturen:

Ifølge eksperter er det tid til at gøre op med forsigtighedskulturen og lade børn lege mere vildt i naturen for at prøve deres grænser af. På Naturens Dag, den 8. september, kan du selv tage dine børn med ud og slippe dem fri.

PLASK. Det brune, plørede vand sprøjter op, idet børnehavebørnene Frida og Valdemar hopper i den dybe vandpyt. De smiler ubekymret og bliver ved med at springe op og ned i pytten, som en forlystelse, der aldrig stopper.

Når børnene fra Sneglestuen i Skovager Daginstitution i Glostrup leger frit i de mere uforudsigelige og rå omgivelser, sker der noget helt særligt med dem, fortæller Stine Blæsild, der er pædagogisk leder i daginstitutionen:

– Vi oplever, at børnene finder deres egne grænser, når de bliver sluppet fri og bruger deres nysgerrighed i naturen. Så pædagogerne giver børnene frie tøjler og hjælper dem med selv at mærke efter hvor deres grænse går. Det gør dem modige, fornuftige og livsparate, siger hun.

Børnehavegruppen drager hver dag afsted til den nærliggende skov, hvor de klatrer i rebbaner, gynger i hængekøje, snitter pinde og laver andre naturaktiviteter. Som certificeret friluftsinstitution med grønt spireflag er naturen deres fortrukne legeplads.

Vild leg gavner børn

Ugen op til Naturens Dag, søndag den 8. september, er tusindvis af børn i naturen sammen med deres pædagoger og lærere. I år er temaet “Mærk naturen”, der handler om at bruge sanser og bevidsthed – både i vilde og stille lege. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening ser uge 36 som en oplagt mulighed for institutioner og forældre til at slippe børnene mere fri.

I Skovager Daginstitution er alle pædagoger uddannet i, hvordan man som voksen understøtter risikofyldt leg hos børn. Det betyder, at de lader børnene tage chancer og lege vildt uden at bryde ind eller stoppe dem.

Og det kunne mange voksne lære af, vurderer Anne Bahrenscheer, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole:

– Der er opstået en forsigtighedskultur både i institutioner og blandt forældre. De voksne bør i stedet give børnene lov til at lege mere vildt og tage chancer gennem deres leg. Det giver dem nogle afgørende erfaringer, som har betydning i forhold til, hvordan de møder udfordringer senere i livet, siger hun.

Sammen med lektor og kollega Mathilde Sederberg står hun bag forskningsprojektet “Risikofyldt leg i dagtilbud” fra sidste år, som viser at vild leg er med til at udvikle børn motorisk, personligt og socialt.

Hun understreger, at på trods af navnet “risikofyldt leg”, betyder det ikke, at der er en reel fare for børnene. Den vilde leg kan være mange ting alt efter alder og person. For de helt små børn kan det være en udfordring at kravle op på en stol, mens det for ældre børn er at klatre op i et højt træ.

Voksne skal ikke bekymre sig

For at børn kan lege vildere i naturen handler det om, at voksne lægger deres egne bekymringer til side og lader børnene udforske naturen på egen hånd, forklarer Mads Brodersen, der er motorikvejleder og indehaver af Vends Motorik – og Naturskole:

– Hvis vi som voksne giver børn forbud i naturen, dræber vi deres nysgerrighed og gåpåmod. Så når et barn kravler op i et højt træ, og vi bliver nervøse, skal vi ikke sige “pas på”, men “hold godt fast”, siger han.

Som voksen er det afgørende at være støttende voksen og hjælpe, fremfor at stoppe eller begrænse børnene, når de leger vildt. Eksempelvis kan børn godt snitte med en skarp kniv, så længe, der er en voksen i nærheden, som på forhånd har forklaret, hvordan man gør, forklarer Mads Brodersen.

Børn får færre naturoplevelser

Men det er ikke alle børn, der får mulighed for at snitte eller lege vildt i skoven. For i dag kommer børn ikke lige så meget ud i naturen som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn, viser en undersøgelse fra 2018 foretaget af Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor får mange børn ikke prøvet sig selv af i naturen. I dag har 66 procent af børn mellem 2-15 år ikke prøvet at overnatte i naturen, 34 procent har aldrig brændt sig på en brændenælde og 61 procent har ikke snittet med en dolk. Det viser tal fra YouGov, der har lavet undersøgelsen for Friluftrådet i 2018.

Det er en skam mener Mads Brodersen, der ser naturen som den perfekte legeplads:

– De naturlige omgivelser er det bedste for børn, fordi naturen er foranderlig i takt med årstiderne og vejret. Derfor er det nemt hele tiden at finde nye udfordringer og udvikle sig derigennem, siger han.

Den omskiftelige natur stimulerer børnene på en helt særlig måde, som de traditionelle legepladser ikke kan konkurrer med, tilføjer han.