Røde Kors butikken i Storgade er genåbnet efter en stor genopbygning. Dit Sorø kigger torsdag ind i en helt nydesignet forretning. Elektrikeren er i færd med at teste den nye ringeklokke, men ellers er alt faldet på plads.

“Det tog seks uger”, fortæller Gitte Korsgaard, “men det var det hele værd. Vi har fået plads til flere varer, og kunderne er begejstrede”. 

“Vi kunne have ligget på Strøget, er der en af kunderne, der har sagt”, tilføjer Dorte Møller.

Gitte og Dorte er frivillige i Røde Kors butikken, som er meget taknemmelige for de mange donationer, de modtager. Mens Dit Sorø tager billeder, ankommer en donor med en papkasse fyldt til randen med ting, der måske kan få et nyt liv hos en ny ejer.

De frivillige har en stor opgave i at sortere og placere, så varerne tager sig bedst muligt ud, og der altid er noget nyt på hylderne.

“Lige nu fylder festtilbehøret ekstra meget, klar til Kongeballet på Akademiet”, fortæller Gitte Korsgaard, der sammen med de andre frivillige er i gang med at klæde mannequinerne i vinduerne festligt på.