Sorø Internationale Musikfestivals 41. sæson blev afsluttet med pomp og pragt i søndags, da Chorus Soranus, fem solister og Det unge kammerorkester dirigeret af Svend Lyngberg-Larsen gennemførte finalekoncerten i Sorø Klosterkirke.

Sorøs bedsteborgere fyldte den smukke klosterkirkes bænke op og bød velkommen til cellisten Ananna Maria Lützhøft, der debuterede som solist i 2009. Hun fik rig mulighed for at vise sin kunnen med Joseph Haydns cellokoncert i C-dur. Haydns første cellokoncert, en af de ældste overhovedet, blev komponeret omkring 1761-1765 og skulle vise datidens publikum, hvad man kunne med den nymodens cello.

Herefter spillede Det unge kammerorkester Mozarts symfoni nr. 29 i A-dur. Symfonien er et eksempel på den inspiration, som Mozart fik fra Haydn, da han besøgte Wien.

Efter pausen stillede koret op sammen med solistkvartetten i en opførsel af Haydns Nelson messe, der gjorde det overdådige kirkerum ære. Messen blev opført første gang i 1798, og ved premieren nåede nyheden om Admiral Nelsons sejr over Napoleon i slaget på Nilen frem til Wiens hårdtprøvede borgere. Haydns egen titel, Missa in Angustiis (messe for hårde tider) signalerer et tungt, foruroligende værk, men der var også muntre satser og en glædestrålende afslutning.