Af Bo Mouritzen
Den 15. september 2025 valgte jeg at melde mig ud af Enhedslisten.
Efter otte år forlader jeg dermed også min plads i Kommunalbestyrelsen i Sorø, da jeg ikke kan bevare mandatet.
Ligeså har jeg i perioden ikke længere været til rådighed som spidskandidat. Jeg har, efter aftale med Enhedslisten Sorø, valgt fortsat at være ansigtet udadtil, indtil det har været muligt at vælge en ny kandidat.
Det er en beslutning truffet med stolthed over det, jeg har været med til at gennemføre lokalt:
Vi har i Sorø fået to ting igennem, der i dag gælder på landsplan:
- Retten til ét minuts stilhed.
- En øvre grænse for gebyrer på vand.
Derudover har jeg som kommunalbestyrelsesmedlem blandt andet kæmpet for:
- At standse privatiseringer og styrke fælles løsninger.
- Gode og billige boliger, hvor jeg med glæde har været en stemme for beboerne i den almene sektor – en stemme, der er fraværende i det meste af landet og ikke mindst på Christiansborg.
- At afsløre skjulte og udemokratiske nedskæringer på børn og unge og kæmpe for et stærkt klub- og SFO-liv.
- At insistere på rent drikkevand, selv om jeg som repræsentant for Enhedslisten stod helt alene i kommunalbestyrelsen. Og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan penge kan være vigtigere end rent vand.
Jeg har i store dele af de seneste otte år reelt fungeret som den samlede opposition i Sorø – drevet af visioner, ikke regneark.
Hvorfor jeg forlader Enhedslisten
Jeg kan ikke længere stå inde for et parti, der i mine øjne har mistet sin sjæl:
- Enhedslisten har forladt socialismens grundlag og lader i stedet opportunisme, vælgermaksimering og spin styre kursen.
- Partiet har accepteret NATO og EU, hvor de burde være en kompromisløs modmagt mod militarisme, social dumping og ulighed. I den såkaldte sikkerhedspolitiske udtalelse er fredsbevægelsen fuldstændigt skrevet ud.
- Partiets zig-zag kurs i forhold til Israel/Palæstina er uholdbar. Hvor Enhedslisten burde stå fast på folkeretten, støtte fredsbevægelsen og insistere på palæstinensernes ret til et liv i værdighed, er partiet i stedet endt i en slingrekurs, hvor de i praksis isolerer palæstinenserne, og hvor styringen er blevet ren opportunisme, helt i en form, ingen kan støde sig på. Det er opportunisme forklædt som pragmatisme. Den internationale solidaritet er væk, tilbage er kun behovet for at fremstå stuerent.
- Pelle Dragsted er blevet symbolet på en partielite uden politisk rygrad. Politik er blevet underlagt persondyrkelse, og karrierehensyn trumfer konsekvent principperne. Under hans vinger er Enhedslisten blevet et parti i metermål: ufarligt, pænt og politisk tandløst.
Når alt kommer til alt passer jeg nok ikke særligt godt ind i et moderne parti.
Jeg kan lide uenigheder, jeg kan lide, at man er nødt til at diskutere, fordi det gør os klogere, fordi man er nødt til at se ting fra andres synspunkt.
Det er der ikke længere plads til i nutidens partier – heller ikke i Enhedslisten.
Troen på, at man kan tyrannisere sig til enighed, gør os alle dummere.
At man kan sidde centralt og beslutte, hvad der er godt lokalt.
Enhedslisten har ikke længere en socialistisk identitet, og den politiske retning er primært drevet af opportunisme og populisme. Indhold og substans er blevet sekundært.
Det kan godt være, at opportunisme og holdningsløshed er vejen til mandater, men det er ikke vejen til forandring og til at udfordre det bestående med henblik på ændringer, til gavn for dem, der normalt ikke har et talerør.
- Der hersker et massivt demokratisk underskud. Kritiske stemmer trues med eksklusion, mens partitoppen selv tilsidesætter partiets linje efter forgodtbefindende. Jeg har det også sådan, at når en ledelse har brug for at få medlemmer til at rette ind, så er det, fordi ledelsen ikke selv har styr på retningen. Jeg elsker nuancerne, diskussionerne og kritikken og ser dem som en mulighed for at bygge en stærkere politik op.
Medlemsdemokrati må aldrig være pseudo eller et skalkeskjul for nogle få mennesker, der ikke har respekt for medlemmerne. Enhedslisten i dens nuværende form lider af et voldsomt demokratisk underskud. Styring fra oven giver ikke forandring fra neden.
Dele af Enhedslistens hovedbestyrelse opfører sig som om, det er et privilegium at være medlem af Enhedslisten.
- Hykleriet er gennemført. Når menige medlemmer irettesættes for at have en dobbeltstandard, men ledende politikere uden konsekvenser kan rejse sig for Kongehuset, lyve i medierne eller anbefale EU-stemmer, er dobbeltmoralen åbenlys.
Enhedslisten er på vej til at blive som alle andre partier: magtliderlige, karrierefikserede og uden vilje til at udfordre magtens centrum.
Mens Vesten står midt i en levevilkårskrise med stigende priser, social dumping, udsultede skoler, daginstitutioner og et sundhedsvæsen på randen af kollaps, vælger Enhedslisten at bruge kræfterne på interne magtkampe og disciplinering af egne medlemmer.
Mens højreekstremisme og fascisme stikker næsen frem, forsøger Enhedslisten at være pragmatiske, mens venstrefløjen i tidligere tider råbte ”No Pasarán”, siger Enhedslisten i dag: ”Undskyld, vi stod i vejen”.
Hvor der burde være front mod casino-kapitalisme, prekære job og klimakrise, er der i stedet kommet tavshed og tilpasning. Loyalitet over for partitoppen er blevet vigtigere end kampen for de mennesker, der står uden stemme.
Jeg betragtede længe Sorø som et fristed, hvor der stadig var plads til debat og uenighed. Men med de udemokratiske processer, der nu også har sneget sig ind lokalt, er også dette rum lukket ned.
Når kritik overdøves af hurtige afstemninger, når dialog erstattes af statements, og når det at beslutte bliver vigtigere end politisk udvikling – så er det ikke længere det Enhedslisten, jeg ønsker at være medlem af. Derfor har jeg, og en række andre medlemmer og tidligere kandidater, valgt at melde os ud.
Jeg er stolt af resultaterne i Sorø – fra ét minuts stilhed for Gazas børn til grænser for vandgebyrer. Jeg har kæmpet for kommunalisering, billige boliger, børne- og ungeområdet og retten til rent drikkevand.
Men jeg kan ikke længere bruge min energi på et parti, hvor medlemsdemokratiet er blevet et skalkeskjul, og hvor politik reduceres til karriereveje for en snæver elite.
Fremover vil jeg bruge min tid dér, hvor der stadig er vilje til forandring og mod til at udfordre det bestående – uden hensyn til partitaktik og persondyrkelse.
Enhedslisten har valgt en vej, jeg ikke kan følge. Zig-zag-kursen i udenrigspolitikken, tilpasningen til NATO og EU og persondyrkelsen af Pelle Dragsted er symptomer på et parti, der har glemt, hvad det blev sat i verden for.
Jeg håber, at andre vil fortsætte kampen for en ægte socialistisk politik, der tør stille sig på de undertryktes side – også når det koster.
For mig er kampen ikke slut. Men mit kapitel i Enhedslisten er det.
