Folkeskolen er et godt valg, når du som forælder skal vælge skole til dit barn. I folkeskolen bliver man en del af et fællesskab, der rækker ud over den enkelte skole, og åbner muligheder for alle børn.

Frederiksberg Skole byder bl.a. på en nybygget, moderne skole.

Det skriver Sorø Kommune til Dit Sorø.

Netop nu er de ca. 640 forældre, som har et barn, der skal starte i skolen til sommer, i gang med at beslutte, hvilken skole de vil indskrive deres barn på. Mange vælger den lokale folkeskole. Og det er et godt valg, mener borgmester Gert Jørgensen.

“Vælger man folkeskolen, vælger man samtidig at give sit barn en skoletid, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd,” siger han.

Faglighed, fællesskab, udvikling, læring og trivsel i et mangfoldigt og rummeligt miljø – det er nogle af de ting, som kendetegner alle de seks folkeskoler i Sorø Kommune. Men foruden alle lighederne har de enkelte skoler en række ting, de lægger særligt vægt på.

  • Holddeling og to-lærerordning er noget af det, Holbergskolen bruger til at tilrettelægge den bedst mulige undervisning. Og så arbejder skolen aktivt med et internationalt perspektiv og deltager jævnligt i udvekslingsforløb.
  • Ruds Vedby Skole er kommunens mindste folkeskole. Det trygge og overskuelige læringsmiljø giver god plads til de nære relationer mellem elever, lærere og skole.
  • Stenlille Skole har fokus på faglighed og trivsel i et trygt og godt læringsmiljø. En fast dagstruktur med daglig læsetræning kombineret med tværfagligt projektarbejde og afvekslende undervisningsformer er vigtige elementer i skolens dagligdag.
  • Frederiksberg Skole byder på en nybygget, moderne skole, hvor fagligheden vægtes højt, og hvor trivsel og tillid ses som forudsætningen for det faglige.
  • På Pedersborg Skole er fagligheden grundstenen, og der arbejdes med læring i et innovativt og kreativt miljø. Et stort udeområde giver god plads at boltre sig på, og skolen arbejder tæt sammen med det lokale idrætsliv.
  • På Sorø Borgerskole går tradition og fornyelse side om side. Hver fredag er en særlig dag, hvor eleverne har det samme fag en hel dag, så der er tid til fordybelse eller til at komme ud af huset.

Faglige fællesskaber
Folkeskolerne i Sorø Kommune arbejder tæt sammen i faglige fællesskaber. Det betyder, at den enkelte faglærer aldrig står alene, men altid har kolleger og kompetencer inden for rækkevidde, enten på egen skole eller et andet sted i kommunen.

Samtidig er der også tæt kontakt til en lang række fagfolk, som kan støtte op om barnet, klassen eller familien, hvis der er behov for det, enten fagligt, socialt eller på anden måde.

Brobygning
Alle skolerne arbejder tæt sammen med børnehaverne i distriktet om at skabe en god overgang og en god skolestart for alle børn. Skolebesøg og besøg i SFO’en og på legepladsen er med til at gøre børnene trygge ved deres nye skole.

I januar inviterer alle skolerne til informationsmøde for forældre til børn, som skal starte i skole.

Tid og sted for informationsmøder: 
Pedersborg skole: den 9. januar 2018, kl. 19.00 – 21.00
Holbergskolen: den 18. januar 2018, kl. 18.30-19.30
Frederiksberg skole: den 9. januar 2018, 17.00 – 18.30
Ruds Vedby skole: den 9. januar 2018 – 19.00 – 21.00
Sorø Borgerskole: den 8. januar 2018, kl. 17.30- 19.00
Stenlille skole: den 8. januar 2018, kl. 17.00 – 19.00