Tekst og foto: Tina Friis Hansen, powerjobsøger

At søge job kan være en ensom proces. Men sådan behøver det ikke at være. Hos Powerjobsøgerne i Sorø er der masser af samvær, faglig sparring, foredrag og hjælp at hente. Alle er velkomne på Værkerne, hvor de ledige mødes to gange om ugen.

Det er koldt, gråt og vådt. Og at skulle stå op om morgenen for at sætte sig foran pc’en og søge job er ikke ligefrem det mest tillokkende – hvis man er alene. Derfor er netværket Powerjobsøgerne dannet i mange byer – deriblandt Sorø. Her mødes jobsøgende i alle aldre og med forskellige baggrunde for at søge job sammen.

Powerjobsøger Linda Hudson modtager ros og rødvin for sin store indsats som næstformand hos Powerjobsøgerne i Sorø fra medarbejder i sekretariatet Powerjobsøgerne Ann G. Pedersen.

Er det ikke bare en kaffeklub?
Der arbejdes målrettet to dage om ugen fra kl. 9-14 på Værkerne i Sorø. Hver mandag er der øvelser, hvor de jobsøgende laver en runde med ”Den positive historie” og ”Elevatortalen”. Det er begge mundtlige øvelser i at skærpe sin fortælling om sig selv.

Linda Hudson (til venstre, red.) har været med i Powerjobsøgerne i Sorø et stykke tid. Hun er glad, for en jobsamtale venter på hende.

– I morgen skal jeg til jobsamtale som kontorassistent i en spændende virksomhed. Jeg håber, der er bid, men ellers fortsætter jeg her på Værkerne, for det kan nogle gange blive lidt ensomt at gå derhjemme og søge job. Her er der fællesskab og god stemning – og så laver vi altså noget.

Hver onsdag er der foredrag af en person udefra, der har input om den gode jobansøgning, den ditto jobsamtale, personlige værktøjer til at holde sig i gang og meget mere.

– Og så har vi selv et ansvar for at få foredragsholdere på plads. Der er en bestyrelse for Powerjobsøgerne i Sorø, hvor jeg har fungeret som næstformand og lige nu er jeg kasserer, siger Linda Hudson.

Kom ud ad busken og ind i skrivestuen
Denne dag er der generalforsamling hos Powerjobsøgerne i Sorø. Der er besøg fra sekretariatet, hvor medarbejder Ann G. Pedersen overrækker en god flaske vin til Linda Hudson for sit store arbejde som næstformand. Ann G. Pedersen er en af de to betalte medarbejdere, der er i sekretariatet i Rødovre.

– De gør det så godt her i Sorø. Det er de frivillige jobsøgere, der selv står for at booke foredragsholdere, lave kaffe, arrangere virksomhedsbesøg og bakke hinanden op. I de andre kommuner er der en formel kontrakt mellem kommune og Powerjobsøgerne, og det er naturligvis også det, vi går efter her i Sorø, siger hun og fortsætter:

– Grunden til, at vi stadig bakker op om de frivillige her i Sorø, er, at de har en stor gejst. Derfor kommer jeg her på Værkerne en gang om måneden og hører, om de har nogen udfordringer. Vi har en målsætning om, at 90 pct. af powerjobsøgerne skal til deres første jobsamtale indenfor de første tre måneder, de er i netværket. Vi har også en ambition om, at 70 pct. kommer til samtale indenfor et halvt år – det lykkes i de fleste tilfælde.

Vil gerne indgå samarbejdsaftale med Sorø Kommune
Ann G. Pedersen håber, at Sorø Kommune vil støtte op om de mange ildsjæle, der mødes på Værkerne hver mandag og onsdag. Vi er desværre nødsaget til på sigt at lukke afdelingen ned, hvis vi ikke indgår en ordning.

– Det koster ikke meget at støtte arbejdet, til gengæld får de adgang til et stort netværk af virksomheder, inspiratorer, ledige stillinger og vi assisterer med jobsøgning, foredrag og kan yde en ekstra indsats, hvis der er en person, der har brug for lidt ekstra hjælp til sin jobsøgning. Vi har nogle fantastiske samarbejdsaftaler med andre kommuner, hvor langt flere jobsøgere får glæde af os, og hvor det fungerer endnu mere effektivt, fordi vi kan sætte flere ressourcer til at hjælpe dem.

Og Linda Hudsons jobsamtale gav pote. Hun er kommet i ordinært job som bogfører og har dermed forladt Powerjobsøgerne i Sorø.

Fakta
• Hos Powerjobsøgerne i Sorø er der lige nu 20 medlemmer. Blandt dem er der ledige indenfor administrative kontorjob, indkøb B-2-B, kommunikation og it-forståelse samt eventplanlægning og en enkelt foged. Der er også en ledig chauffør og en it-netværksspecialist.
• Man forpligter sig til at møde hver man- og onsdag. Det koster 50 kr. i indmeldelsesgebyr og 10 kr. pr. md. at deltage.
• Alle tager madpakke med, så man spiser frokost sammen. Der er kaffe og te i huset.
• Powerjobsøgerne blev stiftet af Malene Gregaard Wilsly i 2010, da hun pludselig selv stod uden job. I dag er hun sekretariatschef i landsorganisationen Powerjobsøgerne.
• Læs mere om os på www.powerjobsøgerne.dk