Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Torbens træer

marts 9 - maj 19

Udstillingen med Betty Engholms stregtegninger til Torben Michelsens bog om Akademihaven åbner på Sorø Museum lørdag den 9. marts kl. 14.

Besøgte du Skjalm Hvides Hus til Kyndelmisse for at indtage et måltid og få varmen? Så så du sikkert også Betty Engholms fine stregtegninger, der indgik som illustrationer til ægtefællen Torben Michelsens bog om Akademihaven i 800 år. Tegningerne blev akkompagneret af en flot film og lydkulisse, der præsenterer Sorøs udvikling tilbage fra istiden.

Et godt samarbejde med Betty Engholm har resulteret i, at de på Sorø Museum udstiller tegningerne og viser filmen. Det vil sige, de fleste af tegningerne, for Betty nåede at sælge nogle stykker i forbindelse med præsentationen.

Filmen er tilrettelagt af Trine Engholm Michelsen og Gunhild Engholm Michelsen, lyden har Johan Michelsen Kjeldahl stået for og enkelte fotos er udlånt af Olav Nygaard og Kristian Tange.
Med udstillingen Torbens træer præsenterer museet lokal historie med fokus på Sorø Akademis fantastiske have, der er kendt og elsket af os, der bor i Sorø.

Kærlighed til træer
Torben Michelsen var uddannet landskabsarkitekt. I Sorø husker vi ham som dedikeret Akademigartner, som gik i brechen for træerne. Hans historiske interesse skinner tydeligt igennem i bogen om Akademihaven gennem 800 år fra 1976. Her giver han en indføring i havens lange historie og sætter den ind i en europæisk ramme krydret med citater fra H. C. Andersens eventyr, Gartneren og Herskabet fra 1872. Man fornemmer Torbens kærlighed til haven og til træerne. Og denne kærlighed formidles på fineste måde i Betty Engholms stregtegninger.

Betty Engholm åbner sammen med Borgmester Gert Jørgensen udstillingen lørdag den 9. marts kl. 14. Alle er velkomne til åbningen.

Udstillingen kan nydes på Sorø Museum indtil søndag den 19. maj 2019.

Tegning: Torben Michelsen. Privat eje.

Detaljer

Start:
marts 9
Slut:
maj 19

Sted

Sorø Museum
Storgade 17
Sorø, 4180
+ Google Map
Telefon:
57 83 40 63
Hjemmeside:
http://www.vestmuseum.dk