Sorø Sundhedscenter tilbyder et efterårskursus til dig med leddegigt. Det starter den 19. september (tilmelding senest 2. september).

gymBalance imellem aktivitet og hvile
Det kan være en udfordring at leve med sin leddegigt og svært at acceptere, at de ting man tidligere kunne gøre på en time, nu kan tage flere timer.

Det kan også være, at man er typen, der stædigt vælger at gøre det som man plejer og bider smerten i sig. Prisen bliver ofte overbelastning, smerter og træthed flere dage efter og en ond spiral er startet.

At leve bedre med sin leddegigt kræver, at man først og fremmest finder en sund balance og får brudt et dårligt mønster. Gamle vaner kan være svære at bryde alene, og et kursus som dette kan bidrage til, at de første skridt til en ny vane bliver taget.

Fællesskab er en vigtig drivkraft
Første kursus som blev afholdt i Sorø Sundhedscenter i maj måned var en succes, og mange af deltagerne har valgt at fortsætte på et opfølgningshold.

Tidligere kursusdeltagere udtaler:

”Jeg har lært, at jeg godt kan blive bedre til at stoppe op og holde flere pauser i min ellers aktive hverdag, så jeg kan give mine led ro og undgå at gøre mere skade i mine led. Ligeledes er jeg meget glad for den viden, jeg har fået på kostområdet. Jeg er overrasket over hvor stor en betydning, det har for min leddegigt, at jeg husker at få indtaget flere proteiner, specielt efter træning. Havde ingen ide om hvor vigtigt det var før nu.”

”For mig har mindfulness og afspændingsøvelserne på kurset været rigtige brugbare. Det har hjulpet mig med mine smerter og hjulpet mig til at komme ned i gear, som har gjort at jeg bedre kan lytte efter hvad min krop har behov for. Træningsdelen har været meget blid, men effektiv. Det har været rart at mødes med andre, som har de samme problemer, og vi har faktisk kunne hjælpe hinanden med gode råd og fif.”

De små råd kan gøre en stor forskel
Når man har leddegigt, kan små ting som at åbne en mælkekarton eller et syltetøjsglas være en udfordring. Derfor får man også på dette kursus mulighed for at få inspiration fra en ergoterapeut til at gøre hverdagen nemmere og ligeledes få overblik over, hvad man har af muligheder.

Ligeledes vil man fra en fysioterapeut få viden omkring, hvilken træningsform, som er god og hensigtsmæssig, og få ideer til, hvordan man kan indtænke bevægelse og træning i eget hjem eller ude i naturen.

Kurset starter den 19/9 og afholdes i Sorø Sundhedscenter, Fægangen 1.

Kontakt Sorø Sundhedscenter inden den 2/9 på tlf. 57 87 71 40 eller mail: sundhedscenter@soroe.dk