Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Sproghospitalet

28. september 2019 - 19. januar 2020

På Sproghospitalet bliver forholdet mellem sprog, kunst og sygdom taget under poetisk behandling.

Virker sproget i os ligesom medicin? Hvad sker der, hvis patienters metaforer for smerte ikke bliver forstået af lægen? Hvordan ser det ud, når ordene fødes ud i verden gennem munden? Sproghospitalet er et sted, hvor sammenhængen mellem sprog og sygdom materialiseres i kunstværker – både nyproducerede værker, indlånte værker og værker fra Sorø Kunstmuseums samling.

Morten Soendergaard, Tryk-selv-digte, privateje. Foto: Morten Soendergaard

Udstillingen er opbygget som et hospital i museets underetage. Her er et venteværelse, hvor besøgende og sproget gør ophold; en fødestue, hvor ordene fødes; en intensivafdeling, hvor sproget ikke slår til – og på metaforkirkegården udenfor begraves de udslidte sprogkroppe.

Sygdom er en konkret virkelighed for mange mennesker, og den måde, vi taler om sygdom på, og de diagnoser vi hæfter på hinanden, påvirker vores oplevelse af sygdommen. Men sygdom er også en stærk metafor, der til alle tider har gennemsyret kunst og kultur. Og, som kroppen er et væv af forbundne organer og funktioner, der arbejder sammen for at holde os i live, består sproget af mange dele – metaforer, talemåder og lyde, der gør det muligt at forstå hinanden.

På Sproghospitalet er der ingen garanti for helbredelse, men garanti for et højspændt betydningsfelt, hvor museumsgæsterne bliver indlagt til at tænke over de sproglige mekanismer, der påvirker deres verden.

Detaljeret udstillingsbeskrivelse
Morten Søndergaard er cand. phil. i litteraturvidenskab og uddannet fra forfatterskolen i 1991. I 2014 modtog Morten Søndergaard Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hans bøger er oversat til en lang række sprog, og han har i sit kunstneriske virke arbejdet med at give ord og sprog taktile former i materialer som marmor, lys, stempler og sæbe.

Medvirkende kunstnere
Morten Søndergaard, Mona Hatoum, Nicolai Abildgaard, Francesca Woodman, Emil Westman Hertz, Gudrun Hasle, Darren Almond, Stense Andrea Lind-Valdan, Katrine Skovsgaard, Olafur Eliasson, Maiken Bent, Anita Jørgensen, Christian Lemmerz, Rikke Benborg, J. F. Willumsen, Anders Bonnesen, Morten Schelde, Johan og Urte Oettinger, Mikael Thejll, Jonas R. Kirkegaard og The Overheard, Asger Jorn, Christian Dotremont, Noël Arnaud.

Udstillingen er ledsaget af to publikationer
Journal 2019, som er en digtsamling af Morten Søndergaard. Bogen udkommer på Gyldendal samme dag, som udstillingen åbner.

Vandrejournalen er en samling tekster skrevet af kunsthistorikere, læger, kunstnere, digtere og patienter, og omhandler grænsefladerne mellem sprog, kunst og sygdom.

Desuden genopstår digtergruppen omkring tidsskriftet Øverste Kirurgiske til lejligheden og udsender et nyt nummer.

Del på sociale medier

Detaljer

Start:
28. september
Slut:
19. januar 2020

Sted

Sorø Kunstmuseum
Storgade 9
Sorø, 4180
+ Google Maps
Telefon:
57 83 22 29
Hjemmeside:
http://www.sorokunstmuseum.dk/
Del på sociale medier