Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Sorø Jazzen henter igen DR BigBandet til Victoria

februar 9 20:00

Det fantastiske orkester, som igennem 54 år har overlevet alle spareplaner, giver koncert i Sorø med en perlerækker af solister.

Lørdag den 9. februar får soranere (og tilrejsende godtfolk!) igen mulighed for at lytte til Danmarks Radios store professionelle bigband i Victoria Teatret. Det er godt fire år siden, Victoria bag biograflærredet byggede sin udvidede scene til at rumme tyve musikere med podier, instrumenter, mikrofoner og udstyr, og den investering har siden kastet stor musikalsk gevinst af sig. Adskillige bigbandkoncerter er blevet spillet for en propfyldt sal. Og nu kommer det måske bedste orkester af dem alle tilbage for tredje gang i forbindelse med Vinterjazzprogrammet.

Bigbandkoncerten er en af ialt fem koncerter i programmet for Sorøs vinterjazz i februar. Hele koncertserien er nu endelig fastlagt. Det sker efter at både Sorø Kommune og Statens Kunstfond i begyndelsen af november har meddelt, at deres tilskud til jazzen i Sorø fortsætter i 2019. Arrangørerne er samtidig taknemlige for vinterjazzstøtte fra den lokale Brand af 1848 Fond.

Lang glorværdig historie
DR Bigbandet blev stiftet i 1964 i Rosenørns Allé som ”Det ny Radiodanseorkester”. Siden har bandet gennem årene vundet berømmelse på turnéer verden rundt, undervejs endog opnået nominering til amerikanske grammy’er, og hjemme overlevet alle politiske attentater og spareplaner. Bag podierne sidder tyve af landets bedste jazzmusikere med fremragende solister som basunisten Vincent Nilsson, pianisten Henrik Gunde og saxofonisten Hans Ulrik blandt sig.

Koncerten i Sorø bliver en førsteopførelse af et program, DR kalder ”Tæt på”. Det er bandets egne musikere, som har komponeret musikken, så koncerten er DR Big Bandets demonstration af, hvordan det klinger på jazzscenen netop nu. Programmet bliver spillet for første gang i Sorø og dernæst senere på måneden i Koncerthuset i København. Repertoiret vil være i spændingsfeltet mellem klassisk swingende bigbandjazz, bløde ballader, nye kompositioner og vilde eksperimenter leveret med orkestermusikernes energi, nærvær og præcision – og den for bigbandet så karakteristiske ægte amerikanske bigband-lyd tilsat sin egen nordiske farve.

Oplev DR Big Band – Tæt på lørdag den 9. februar kl. 20.00.

Besætning: Saxer: Peter Fuglsang, Nicolai Schultz, Hans Ulrik, Anders Gaardmand, Karl-Martin Almqvist. Trompeter: Thomas Kjærgaard, Mads la Cour, Gerard Presencer, Erik Eilertsen. Basuner: Vincent Nilsson, Peter Jensen, Jacob Munck Mortensen, Annette Saxe. Rytmegruppe: Per Gade, guitar, Søren Frost, trommer, Kaspar Vadsholt, bas, og Henrik Gunde, klaver.

VICTORIA TEATRET (store scene)
Storgade 15. 4180 Sorø.

Entré: 250 kr.

Reservation: www.victoriateatret.dk

Glæd dig til at opleve DR Big Band og saxofonisten Hans Ulrik. Foto: Sorø Jazz

Detaljer

Dato:
februar 9
Tidspunkt:
20:00

Sted

Victoria Teatret
Storgade 15
Sorø, 4180
+ Google Map
Telefon:
57 83 06 63
Hjemmeside:
http://www.victoriateatret.dk/