Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Litteraturens adelsdamer inviterer til jazz i Sorø

juli 1 19:00

Suzanne Brøgger og Madame Nielsen debuterer med ny jazzkvartet på Sorø Kunstmuseum den 1. juli.

Suzanne Brøgger og Madame Nielsen, adelen i dansk litteratur og tillige chantøser, har fundet sammen i en kvartet, der vil gøre jazzhistorien dansk. ”Madame Nielsen & Baronesse Brøggers jazz-kvartet” får verdenspremiere med en koncert på Sorø Kunstmuseum mandag den 1. juli. Kvartetten skal derefter tournere i den skandinaviske verden.

På repertoiret vil være en række af det tyvende århundredes kvindelige jazz-standards, som Madame og Baronessen hver for sig og i fællesskab har skrevet nye tekster til, fra kærlighedens blå toner til protestsange for det 21. århundrede. Med sig på scenen har de to af dansk jazz’ yngre stjerner, pianisten Simon Toldam og bassisten Nils Bosse Davidsen.

De to syngende forfatterinder har med stribevis af udgivelser, essays og foredrag forlængst placeret sig på litteraturens parnas. Musikken har som parallelle understrømme ledsaget dem begge. For Suzanne Brøgger har jazzen været en livslang kærlighedsaffære, lige siden hun som lille pige mødte Louis Armstrong bag scenen efter en koncert i KB Hallen. Hun har ikke blot lyttet og åndet i jazzens rytmer, men også sunget selv – og det i det fornemst tænkelige selskab med kunstnere som Horace Parlan, Jan Kaspersen, Carsten Dahl, Christina von Bülow og Butch Lacy. For et årti siden fik hun på Gyldendal udgivet sin egen ”Blå biografi” ledsaget af en CD med 13 jazzsange, hun selv indsang. Hun har også optrådt på scenen flere gange, bl.a som medvirkende i Copenhagen Jazz Festival og Sorø Jazzfestivalen.

Madame Nielsen med de mange identiteter har ligeledes demonstreret en musikalsk åre. Den fik næring fra barndommens blokfløjteundervisning og korsang i folkeskolen. I voksenlivet er det som forsanger og guitarist i ”Nielsen Sisters”, Madame Nielsen har gjort sig musikalsk gældende. Siden debuten i 2012 har bandet optrådt så forskellige steder som Blågårds kirken, Det Kongelige Teater, jazzklubben Giants Steps i Svendborg og på Roskilde Festivalen!

INFO
Mandag den 1. juli 2019 kl. 19.00

VERDENSPREMIERE! Madame Nielsen & Baronesse Brøggers jazz-kvartet: Madame Nielsen, vokal og guitar, Suzanne Brøgger, vokal, Simon Toldam, flygel, og Niels Bosse Davidsen, bas.

SORØ KUNSTMUSEUM, Storgade 9, 4180 Sorø

Entré: 195 kr.

Reservation af billetter: butik@sorokunstmuseum.dk eller tlf: 57 83 22 29.

Madam Nielsen. Foto: Sorø Jazz Suzanne Brøgger. Foto: Sorø Jazz

Detaljer

Dato:
juli 1
Tidspunkt:
19:00

Sted

Sorø Kunstmuseum
Storgade 9
Sorø, 4180
+ Google Maps
Telefon:
57 83 22 29
Hjemmeside:
http://www.sorokunstmuseum.dk/