Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Halvmaraton-gåtur med Team Giv Håb

24. marts 2018 10:00

Lørdag den 24. marts inviterer Team Giv Håb Sydsjælland borgerne i Sorø til en tur rundt om de tre søer. En tur som skal være med til at hjælpe børn og unge i sorg.

Borgerne i Sorø er lørdag den 24. marts kl. 10.00 inviteret til en tur rundt om de tre søer. Det bliver en tur, som strækker sig over 21 kilometer og hvor indtjeningen går til organisationen Børn, Unge & Sorg. Turen kommer til at starte på Sorø Torv, hvor borgmester Gert Jørgensen vil sende deltagerne af sted på den smukke tur rundt om de tre søer.

Arrangøren bag gåturen er Marianne Dahl fra velgørenhedscykelholdet Team Giv Håb, der cykler Danmark rundt i uge 31 og som støtter organisationen Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg arbejder for at sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge og yder gratis psykologbehandling til børn og unge, hvis forælder eller søskende er alvorligt syge eller døde.

Sorg er kærlighedens pris
Direktør for Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt fortæller, at sorg er kærlighedens pris. Vi kan ikke fjerne den, men vi kan fjerne noget af den ensomhed, mange efterladte oplever og vi kan hjælpe de efterladte børn og unge, der får brug for professionel hjælp, når sygdom og død banker på.

Alle borgerne i Sorø er derfor inviteret til en halvmaraton-gåtur rundt om de tre søer, så de kan være med til at gøre en forskel for alle de børn og unge, der oplever alvorlig sygdom eller dødsfald i familien.

“Vi håber rigtig meget, at mange har lyst til at deltage i gåturen. Det bliver 21 kilometer, som kommer til at give mening, fordi hvert eneste skridt er med til at sætte fokus på den sorg, som så mange børn og unge hvert år oplever i Danmark,” fortæller Marianne Dahl, rytter på Team Giv Håb.

Det koster 110 kr. at deltage i halvmaraton gåturen og tilmeldingen skal ske via MobilePay til Marianne Dahl +45 2972 1874, hvor man skriver sit navn i tekstfeltet. Læs mere her.

Team Giv Håb
Team Giv Håb er et dansk velgørenhedscykelhold, der samler penge ind til fordel for Børn, Unge & Sorg. Team Giv Håb har syv hold, som har base forskellige steder i landet. Cykelholdet har eksisteret siden 2012.

Bag initiativet står et fynsk ægtepar, der har lagt både krop og sjæl i arbejdet med at skabe fokus på de 140.000 børn og unge, der hvert år oplever, at deres forældre eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller dør.

Om Børn, Unge & Sorg
Hvert år oplever 140.000 danske børn og unge, at deres far, mor eller søskende bliver alvorligt syg eller dør. Børn, Unge & Sorg arbejder for, at sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge i Danmark.

Op mod 30 pct. af de børn og unge, der mister én eller begge forældre, risikerer at blive syge af deres sorg. De udvikler kompliceret, behandlingskrævende sorg og får brug for professionel hjælp, hvis de skal have chancen for et godt liv uden depression, isolation, selvskade, misbrug, kriminalitet eller sociale problemer i forbindelse med skolegang, uddannelse og arbejdsliv.

Børn, Unge & Sorg er det eneste specialiserede, gratis behandlingssted for børn og unge (under 28 år) med kompliceret sorg i Danmark.

Knap 2000 efterladte og pårørende børn og unge får hvert år hjælp i Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg har afdelinger i København, Aarhus og Odense, hvor de ansatte psykologer støtter børnene og de unge i form af gruppeterapi og individuel terapi. Børn, Unge & Sorg har desuden et stort korps af unge frivillige, som tilbyder støtte i form af Caféaftener, brevkasse-, chat- og telefonrådgivning.

Læs mere på www.bornungesorg.dk.

Detaljer

Dato:
24. marts 2018
Tidspunkt:
10:00

Sted

Torvet
Torvet
Sorø, 4180
+ Google Maps