Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Fest i Parken – Musikfestival i Sorø

22. juni

Den 22. juni 2019 vil Parnas Natur & Aktivitetspark i Sorø blive centrum for festivalstemning, lækker mad og gode musikoplevelser i smukke omgivelser. Det sker når Fest i Parken løber af stablen. Musikfesten er ment som startskuddet til en tradition, der skal være noget godt for hele Vestsjælland.

En tradition er blevet skabt med Fest i Parken, og Sorø får i 2019 et stort musikarrangement, der er værd at rejse for. Den 22. juni er der nemlig ægte festivalstemning ved Sorø Sø. Med livemusik fra stærke danske navne som Dodo and the Dodos, Shaka Loveless & Wafande samt Queen Machine, kommer festivalen godt fra start. Det er både muligt at komme med som gæst eller få en deltagende rolle som sponsor, frivillig eller samarbejdspartner.

”Drømmen er, at det her skal blive en stor årlig tradition, der binder hele Vestsjælland sammen,” fortæller Helle Due, forpagter på Parnas Natur & Aktivitetspark. ”Det naturskønne område er perfekt til at give den rette festivalstemning med udsigt ud over Sorø Sø.” Hun fortæller: ”Sidste år forsøgte vi os med en lidt mindre udgave – og det var en bragende succes. Så vi giver det alt og tror på, at en musikoplevelse i den kvalitet, der ikke slår bunden ud af budgettet, er lige hvad Vestsjælland har brug for.”

Solide bands og god mad
Tre bands er allerede klar til at spille op, og det er erfarne navne, der kommer og byder på deres bedste indsatser. Dodo & the Dodos er et etableret navn, der har masser af danseklare hits til den danske Festivalscene. Shaka Loveless & Wafande er etablerede navne, hvis musik selv den mest afslappede musikkender har hørt, og Queen Machine er et passioneret Queen-kopiband, der i dén grad gør forlægget ære.

Mad og drikke er vigtigt på en musikfestival, og der er et bredt udvalg i alle prisgrupper, takket være flere af lokalområdets bedste leverandører.

Fakta
– Fest i Parken arrangeres og afholdes af Parnas Natur & Aktivitetspark på adressen Parnasvej 21, 4180 Sorø.
– Festivalen løber af stablen 22. juni, 2019, det er anden gang det afholdes.
– På festivalen spiller Dodo & The Dodos, Shaka Loveless & Wafande samt Queen Machine
– Billetter sættes til salg fredag den 14. december 2018 kl. 12.00 på Biletto.dk, hvor de første 200 billetter koster DKK 200,- Derefter koster billetten DKK 345,- indtil 30. april 2019, herefter DKK 399,-
– Der købes mad og drikke på musikpladsen, egne fødevarer er ikke tilladte.
– Festivalens hjemmeside er: www.festiparken.dk

Om Parnas Natur & Aktivitetspark
Parnas Natur & Aktivitetspark er stiftet af Niels Aalbæk Jensen og Peter Knudsen og drives af forpagterne Sofie Due Jørgensen og Helle Due, der er mor og datter. Det nye Parnas Natur og Aktivitetspark er en genoplivning det historiske Parnas i Sorø, der havde både B.S. Ingemann og H.C. Andersen på gæstelisten. Efter at være nedbrændt blev det genåbnet i 2015 og har været en fremadstormende virksomhed lige siden.

Bands
Dodo & The Dodos
Med mere end 30 år på landevejene og flere hits i bagagen end de fleste kan begribe, er Dodo & The Dodos på alle måder en institution i dansk musik. Deres allerstørste sange er for længst blevet til landeplager og evergreens, og bandet spilles stadigvæk lige så meget i radioen nu, som da sangene udkom for snart mange år siden. Bandet har dermed opnået noget helt specielt. De er blevet voksne, uden at de har mistet deres aktualitet.

Dodo & The Dodos er en af Dansk pops ypperste ambassadører, og med hits nok til mere end et band, drager de hen over efteråret og vinteren på tour, hvor de besøger en masse danske spillesteder. Bandet, som har stået på snart alle scener i Danmark glæder sig til endnu en gang at spille alle deres hits for deres feststemte publikum.

Queen Machine
Queen Machine er tordnet gennem den danske live-scene, og i dag spiller bandet udsolgte koncerter på de største scener over hele landet – en rejse, der foreløbigt kulminerede i august 2018, da bandet indtog Bøgescenerne under SMUKFEST 2018. En vaskeægte succeshistorie, men bandet er dog på ingen måder mætte. Fulde af spillelyst og dedikation fortsætter de mod nye højdepunkter og udvikler konstant showet, så det bliver større, bedre og flottere.

Med deres store kærlighed og respekt for Queens musik har de fem musikere fra Queen Machine skabt et univers omkring Queens musik, hvor der er plads til store følelser og også en overraskelse eller to. I lighed med originalerne består Queen Machine af mesterlige musikere og ikke mindst en karismatisk frontmand. Storsyngende Bjarke Baisner er uden sammenligning Danmarks bedste, ja måske hele Nordeuropas bedste bud på Freddie Mercury.

Shaka Loveless & Wafande
Der kan ikke herske nogen tvivl om at der er tale om to af Danmarks allerstærkeste liveartister når Shaka & Wafande til sommer tager sammen på tour. Begge artister har siden deres respektive gennembrud knoklet, svedt og danset hits ud i alle afkroge af landet.

I en regn af de elskede sange som ”Gi´Mig Et Smil”, ”Tomgang”, ”2 Mod Verden” og ”Uartig” blandet med helt ny musik kommer det, med garanti mest energiske show, til at blive en kæmpe fest.

Med Shaka & Wafande sammen på scenen tegner sommeren 2019 til at kunne blive endnu varmere end i 2018.

Foto: Fest i Parken
Del på sociale medier

Detaljer

Dato:
22. juni

Sted

Parnas Natur & Aktivitetspark
Parnasvej 21
Sorø, 4180
+ Google Maps
Telefon:
23 87 83 87
Hjemmeside:
http://www.parnas.dk/
Del på sociale medier