Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Fællessangen i Sorø får sin egen forening

april 11 19:00

Torsdag den 11. april stiftes foreningen til Maratonsang i Sorø. Det foregår med fællessang og kaffe på Sorø Bibliotek.

På en varm augustdag sidste år blev der i Biblioteksgården for første gang afholdt maratonsang i Sorø. Bag initiativet stod Sanne Lohmann og Erik Lindsø. I et ti timers langt forløb sang man Højskolesangbogen igennem afsnit for afsnit, og mere end 100 sange blev sunget og præsenteret af skiftende sangværter med akkompagnement. Det blev et tilløbsstykke. Da, der var flest, brød mere end 300 mennesker ud i sang. Mange af deltagerne er efterfølgende kommet med opfordringer til at gøre maratonsang til en tradition i Sorø.

“Det var også vores indstilling at gentage arrangementet, da vi så, hvor stor opbakningen var,” siger Erik Lindsø. “Men i længden er det for stor en opgave at løfte for to mennesker”.
Derfor allierede Sanne Lohmann og Erik Lindsø sig med Margit Schelde og Jørgen Kristoffersen.
“Vi fandt sammen med et par drevne foreningsmennesker, som er vant til at få noget til at ske. Sammen med dem blev vi enige om, at folkelige fællessangsarrangementer i Sorø bedst styrkes og udvikles, hvis de placeres i en folkelig forening,” siger Sanne Lohmann.

Derfor afholdes der torsdag den 11. april kl. 19 stiftende generalforsamling i foreningen Maratonsang i Sorø.

“Vi stifter foreningen med alle de formalia, der kræves – men selvfølgelig også med kaffe og sang. Fællessangen er noget særligt dansk, og siden den opstod i midten af 1800-tallet, har den altid været uløseligt forbundet med kaffebordet,” forklarer Erik Lindsø.

Når foreningen er stiftet, og bestyrelsen er valgt, bliver dens første opgave at arrangere maratonsang i Sorø i 2019.

Maratonsang har på få år bredt sig ud over landet, og i 2018 var Sorø en blandt 28 byer med et dagslangt sangarrangement. I 2020, hvor vi fejrer 75-året for Befrielsen, vil der den 4. og 5. maj blive afholdt alsang flere hundrede steder i Danmark. I 2020 er det også 100 år siden Sønderjylland igen blev dansk. Afstemningsdagen den 10. februar vil blive markeret med sang og taler mange steder.

“Det kan meget vel blive en opgave for den nye forening at sørge for, at Sorø er med ved den slags arrangementer. Vores mærkedag er nemlig altid forbundet med fællessang,” siger Erik Lindsø.

Den stiftende generalforsamlingen i foreningen Maratonsang i Sorø finder sted på Sorø Bibliotek torsdag den 11. april kl. 19. Alle med interesse for fællessangen er velkomne.

Detaljer

Dato:
april 11
Tidspunkt:
19:00

Sted

Sorø Bibliotek og Bykontor
Storgade 7
Sorø, 4180
+ Google Maps
Telefon:
57 87 01 01
Hjemmeside:
https://www.soroebib.dk/