En øde ø, Frater-brønden og kendte navne som Ingemann, Absalon og Holberg er bare nogle af de ting og personer, de yngste kan møde, hvis de tager med søskendeparret Ester og Vester på oplevelsesjagt i vinterferien.

Ester og Vester i Sorø. Foto: Sorø Kommune.

Siden 2017 har børn og voksne kunne gå på opdagelse med Vester og sidenhen også Ester, når de har besøgt Kalundborg Museum, Trelleborg og Sorø Kunstmuseum.

I vinterferien kommer endnu en oplevelsesjagt på plakaten, når Sorø By får sin egen jagt med tilhørende hæfte.

“Vi synes, det var oplagt, at Sorø By fik sin egen skattejagt – udtaler makkerparret Mette Tingholm fra Byråd og Kultur og Pernille Simonsen fra Sorø Bykontor. Og heldigvis har Kultur og Fritidsudvalget været med på idéen og bidraget med økonomisk støtte.

“Det er en ægte oplevelsesjagt med historier om en øde ø midt i Sorø Sø, Frater-brønden, Klosterkirken og meget andet,” afslører Mette og Pernille. “Den nye jagt skal – ligesom de eksisterende – hjælpe med at formidle vores områdes historie gennem leg og læring, så de yngste gæster får en god, sjov og lærerig oplevelse.”

Mød Sorøs store personligheder
Undervejs på oplevelsesjagten kommer børnene sammen med Ester og Vester til at støde på nogen af de helt store personligheder fra danmarkshistorien. Der er historier og spørgsmål om blandt andre Ludvig Holberg, Absalon og Ingemann, som alle har stor tilknytning til Sorø.

“Det er virkelig nogen vigtige navne fra den danske historie, børnene møder og får viden om undervejs på turen rundt i byen,” forklarer direktøren i Visit Vestsjælland Jens Müller.

Undervejs i jagten kommer deltagerne også godt rundt på opdagelse i området, hvor turen går fra Storgade videre til blandt andet Torvet, Klosterkirken og Akademihaven.

Guldet venter
Oplevelsesjagterne med tilhørende hæfte koster 75 kr. Hæftet byder på forskellige opgaver, hvor børnene skal hjælpe Ester og Vester med at løse dem. Jagterne er beregnet til børn mellem 5 og 10 år.

I Sorø By kan hæftet købes hos Sorø Bykontor, der holder til på biblioteket. Når jagten er færdig, og alle poster er besøgt, venter en særlig guld-hilsen fra Ester og Vester, som ligeledes kan afhentes på Bykontoret.

Flere jagter på vej
Oplevelsesjagten med Ester og Vester i Sorø By er blot den seneste i rækken og flere skulle gerne komme til i fremtiden.

“De mindste kan opleve og lære en masse, når de besøger Sjællands Vestkyst. Hvad enten der er tale om turister eller lokale, der er på tur i lokalområdet,” fortæller Jens Müller.

Allerede nu – i vinterferien – er det også muligt at gå på oplevelsesjagt på Kalundborg og Sorø Museum samt på Trelleborg, når de åbner for sæson 2019. Urhøj Camping har desuden lavet en Ester og Vester-børnemenu, som man kan smage, når campingpladsen slår dørene op for sæsonen i løbet af foråret.

Se mere om oplevelsesjagterne på www.esterogvester.dk