Af Jens Jacobsen og Gert Jørgensen

Det Konservative Folkeparti

Medlemmer af Kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune

Den 24. juni vedtog Kommunalstyrelsen Vision 2040. Den sætter en klar retning for Sorø Kommunes udvikling frem mod 2040. Afsættet er vores særligt stedbundne DNA – Naturen, Kulturen, Historien og de stærke Fællesskaber.

Vi vil gerne takke alle partierne i kommunalbestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde om visionen. Det er positivt, at vi på tværs af politiske holdninger har kunnet samles om en fælles retning for Sorø Kommunes fremtid.

Vi er særligt glade for, at fællesskaberne står centralt. Et stærkt samfund bygges ikke alene af kommunen, men også af et godt erhvervsklima og de mennesker, der engagerer sig i foreninger, lokalsamfund og frivilligt arbejde. Det er et vigtigt værn mod ensomhed og er med til at fremme trivslen.

Naturen er en af Sorø Kommunes største styrker. Visionen beskriver med rette Sorø Kommune som Sjællands grønne oase. Men det forpligter. Derfor bør vi fortsat arbejde med udviklingen af vores del af Naturpark Åmosen. Potentialet for natur, kultur, turisme, bosætning og lokal udvikling er stort. En Nationalpark vil i den forbindelse være et naturligt mål.

Den lokale grønne trepart giver os samtidig en historisk mulighed for at skabe mere natur, styrke biodiversiteten og reducere CO₂-udledningen. Sorø Kommune har netop fået bevilliget kr. 5 mio. kr. af KL, med henblik på at løse vores forpligtelser til gavn for vores natur og grundvand. Det er en god start.

Kongskilde Naturcenter er også et unikt sted, hvor natur, læring og fællesskaber mødes. Her kan børn og voksne udvikle forståelse og indsigt i naturen. En god investering i både dannelse, trivsel og dermed et ansvar for kommende generationer.

Kulturen og historien er også meget vigtige elementer i vores kommunes DNA. Der er historisk sået flere frø helt tilbage fra 1100-tallet, hvor Stiftelsen Sorø Akademi dagligt bidrager med vedligeholdelse og udvikling af de historiske rammer. Andre steder udvikles kulturhuse mv. Det vil også understøtte visionen. Det er vigtigt med fællesskaber lokalt, men også med andre kommuner. Stærke brands som bl.a. Holberg, Ingemann og Zen-Garden vil understøtte handlen og aktiviteterne i købstæderne. Hertil  Royal Run eller Mega Art malerier, som indgangsportal til kommunerne på Midt- og Vestsjælland.

Visionen peger også på behovet for øget bosætning. Det er afgørende for vækst og et bæredygtigt skattegrundlag, men udviklingen skal ske i balance mellem by og land.

Vores lokalsamfund er en afgørende del af Sorø kommunens sammenhængskraft. Derfor skal vi sikre gode rammer for bosætning, skoler, dagtilbud og foreningsliv. Samtidig skal vi udnytte mulighederne i landdistrikterne, hvor tomme bygninger kan få nyt liv til erhverv, kultur, fællesskaber, nye boligformer eller iværksætteri.

Vision 2040 giver os et fælles kompas for Sorø Kommunes udvikling. Nu begynder det vigtigste arbejde: at omsætte visionen til handling gennem planstrategien, kommuneplanen og de politiske prioriteringer. Først når visionen bliver til konkrete beslutninger, får den for alvor værdi.

En kommune skal lave en vision og en planstrategi, fordi det er et lovkrav i planloven, og for at kommunalbestyrelsen kan fastsætte en langsigtet, politisk retning for kommunens udvikling.

Del gerne dette