Enhedslisten Sorø forlader budgetforhandlingerne i Sorø kommune, fordi børnene igen lades i stikken.

Bo Mouritzen siger:
-Det her budget er håbløst. Vi har krævet ordentlige forhold for kommunens børn, men det vi får fra Konservative og Socialdemokratiet er elendige lappeløsninger og slet skjulte nedskæringer.

-Frederiksberg skole har brug for en stor udbygning, med 10 ekstra klasselokaler og et kulturhus, men det politiske flertal vil kun den ”lille pakke”, som forslår som en skrædder i helvede. Der kommer mange flere børn i området, og det er bizart at de endnu engang bygger skolen for lille i stedet for at gøre det ordentligt.

-Der er et millionstort hul i kassen på børneområdet, men ingen holdbare løsninger. De laver budgetter og handleplaner som er totalt urealistiske, og konsekvensen er at skoler, børnehaver og vuggestuer gang på gang skære ned og lave ansættelses-stop. Børnene betaler prisen, mens de såkaldte ansvarlige politikere snakker udenom, det vil vi simpelthen ikke være med til.

Foto: SDL