Gammel bro i nye klæder ved Pedersborg sø
I et effektivt samarbejde mellem Sorø Kommune, Stiftelsen Sorø Akademi, Elefantgården og Ole Oldenborg står der atter en gangbar bro over den nordøstlige del af Pedersborg sø, lige hvor stien svinger rundt ved Pedersborg kirke.

Efter i en længere periode at have repareret på den eksisterende bro, stod det i september 2021 klart, at broen ikke længere var sikker at benytte.

En medarbejder i Sorø Kommunes Vej & Park-afdeling fik en god idé – og der var ikke langt fra tanke til handling. Efter kontakt til Stiftelsen Sorø Akademi om donation af træ samt blandt andre også Elefantgården om levering af forskellige elementer til broen, stod det klart, at en ny bro kunne realiseres.

Allerede i oktober 2021 stod en håndfuld dygtige medarbejdere klar til at bygge bro, og således står den nye bro over den nordøstlige del af Pedersborg sø nu færdig til glæde for alle borgere, der går efterårstur rundt om søen.

Peder Neerup Madsen, Leder af Vej, Park og Trafik i Sorø Kommune, udtaler:
”Det glæder mig, at projektet kunne realiseres så hurtigt til glæde for mange borgere. En stor tak skal lyde til alle samarbejdspartnere for effektivt samarbejde.”

• Stiftelsen Sorø Akademi har doneret 3 egetræsbjælker fra Ugerløse savværk, som bærende elementer i broens opbygning.
• Ole Oldenborg, Brandmarksvej har leveret stållasker til broens sider.
• Elefantgården har leveret brodæk og gelænder.
• Sorø Kommunes Vej & Park-afdeling har stået for etablering og montage.

Pressefoto
Pressefoto