Af Bo Mouritzen
Lørdag den 22. november kunne jeg læse et interview med Pernille Rosenkrantz-Theil i DR, hvor hun åbent fortæller, at hun stopper i dansk politik, fordi hun ikke fik et særligt godt valg, og fordi Socialdemokratiet mistede overborgmesterposten.
Hun siger blandt andet:
• “Min beslutning er, at jeg også selv bærer affaldet ud.”
• “Jeg har truffet en beslutning om at stoppe i dansk politik.”
• “Rigtig meget af det her valg har handlet om mig, derfor vil jeg også komme til at stå i vejen.”
For Pernille er det altså muligt at trække sig – af politiske og personlige grunde.
Men sådan fungerer demokratiet ikke i kommunalpolitik.
I det kommunale system må man kun forlade kommunalbestyrelsen ved sygdom, forflyttelse eller andre “gyldige grunde”.
Men ikke hvis man – af politiske, personlige eller moralske årsager – ikke længere kan stå inde for sit mandat.
Jeg har siden september forsøgt at udtræde af kommunalbestyrelsen i Sorø.
Men jeg får ikke lov.
På oktober mødet vedtog et flertal, at jeg skulle blive siddende. Mange erkendte, at det var absurd – men fastholdt alligevel beslutningen.
Med andre ord:
Hvis jeg løj og fandt en undskyldning, kunne jeg måske få dispensation.
Men fordi jeg taler sandt, tvinges jeg til at blive.
Jeg har meldt mig ud af det parti, jeg blev valgt for. Jeg har med fuld åbenhed bedt om at udtræde. Og ligesom Pernille Rosenkrantz-Theil ønsker jeg at forlade politik på en ordentlig måde.
Et system, der belønner partihoppere – og straffer ærlighed
I dag kan jeg uden problemer blive siddende i kommunalbestyrelsen – også uden at løfte en finger – så længe jeg bare møder op. Det er helt legalt.
Og hvis jeg valgte at skifte parti, kunne jeg fortsætte på et mandat, der ikke længere repræsenterer de vælgere, der valgte mig.
Men hvis jeg vil forlade politik på et ærligt grundlag, så nægtes jeg det.
Hvordan skal borgerne have tillid til demokratiet, når systemet tvinger folkevalgte til at fortsætte imod deres vilje, uden engagement og uden politisk tilhørsforhold?
Og hvorfor anses det som “kontinuitet”, at en politiker, der ikke længere ønsker at være der, bliver siddende – mens det er acceptabelt, at en partihopper beholder et mandat, der egentlig tilhører nogle helt andre vælgere?
Hvis kontinuitet virkelig var det afgørende, hvorfor gælder det så ikke i Folketinget, hvor man til enhver tid kan trække sig?
Det giver ingen mening.
Politik bør bygge på tillid – ikke tvang.
En appel til Pernille: Lad os ændre loven sammen
Jeg har klaget til Ankestyrelsen og skrevet til Indenrigsministeriet, i håb om at nogen i systemet kan se det urimelige i den nuværende ordning.
Ingen bør tvinges til at blive i kommunalpolitik mod sin vilje.
Man bør kunne træde ud, når man har forladt sit parti, eller når lysten og engagementet ikke længere er til stede.
Det bør være nok.
Det bør være legitimt.
Det bør være demokrati.
Og fordi alle politikere er lige, vil jeg opfordre Pernille Rosenkrantz-Theil til at slutte op om et fælles ønske om at ændre loven – så også kommunalpolitikere kan forlade deres mandat uden at skulle lyve sig til det.
Det skylder vi borgerne.
Det skylder vi demokratiet.
