Af Mona Kelder Boudiar
Medlem af Kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune

I onsdags skulle vi i kommunalbestyrelsen stemme om, hvordan vi politisk de næste 4 år skal være fordelt i udvalg og hvor mange politiske udvalg vi skal have.
Venstre, Ny Borgerlige, Dansk folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Radikale Venstre havde forinden lagt op til, at der skal oprettes to ekstra udvalg, hvor formanden skal honoreres.
Derudover skal Økonomiudvalget udvides fra 5 til 9 medlemmer.
Socialdemokratiet stemte imod dette forleden i byrådssalen, og vi undrer os over, hvordan de førnævnte partier vælger at bruge ekstra lønkroner til politikere fremfor at bruge pengene på vores borgere og kommunens velfærd.

I marts 2023 foreslog Venstre at nedlægge et fagudvalg, at slanke økonomiudvalget fra syv til fem medlemmer og fjerne vederlag til medlemmer af §17,4 udvalg.
Venstre var helt berettiget og ligesom Socialdemokratiet bekymrede for økonomien og foreslog derfor, at vi også på det politiske niveau skulle bidrage til en økonomisk ansvarlighed.
I juni 2023 stemte et flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og selvfølgelig Venstre for Venstres initiativretsforslag.
Beslutningen ville skære godt en halv million af udgiften til det politiske niveau og dén besparelse blev besluttet indarbejdet i budget 2024, hvilket den fejlagtigt ikke er blevet.

Men nu har Venstre overtaget magten, er blevet borgmesterparti og har altså en ny tilgang til deres eget forslag. Det har Enhedslisten, Radikale Venstre og Ny Borgerlige sørme også.

Det er dobbeltmoralsk. Nu er man blevet en del af det politiske flertal og kan selv få fordel og flere lønkroner og så har man pludselig skiftet mening.
I Socialdemokratiet står vi ved den besparelse, vi vedtog sammen med Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Radikale Venstre og vi vil stadig hellere have at pengene skal ud og arbejde i kommunen til gavn for alle borgerne.  Men flertalsgruppen fik stemt flere medlemmer i udvalg og formandshonorar til to nye udvalg igennem og vil hellere gøre det lukrativt for dem selv.

Moral er godt men dobbeltmoral er dobbelt så ……… pinligt!

 

Mona Kelder Boudiar – pressefoto