Af Ellen Grüner og Abelone Bergløv
Tidligere medlemmer og kandidater i Enhedslisten til Kommunalbestyrelsen i Sorø.
I en pressemeddelelse fra Enhedslisten i Sorø, kan vi læse en rørende historie om, at Bo Mouritzen har trukket sig som kandidat til Kommunalbestyrelsen, og at der nu skal et nyt hold til.
Det er ikke sandt. Det hele er spin og løgn – løgn på løgn. Den slags har vi, som tidligere medlemmer og kandidater for Enhedslisten i Sorø, været helt vant til, når det kom fra Christiansborg, men vi har oplevet, at det ikke rakte ud til Sorø, hvor vi har arbejdet ud fra et princip om ordentlighed, og hvor alle i Sorø altid har kunnet regne med, at Bo som vores repræsentant i Kommunalbestyrelsen talte sandt – både på egne vegne, men så sandelig også på vegne af resten af kandidaterne på listen og lokalafdelingen.
Det har været en prioritet for os, at man altid har kunne regne med os. Folk måtte hellere end gerne være uenige, men der måtte ikke være tvivl om, hvor vi stod.
Med den nu udsendte pressemeddelelse fra Enhedslisten i Sorø, kan vi konstatere, at den tid er forbi.
Bo har IKKE trukket sig, han har meldt sig ud af Enhedslisten, og der springes let og elegant hen over, at Enhedslisten i Sorø allerede den 25. februar 2025 valgte en kandidatliste til Kommunalvalget. Når det har været nødvendigt med en ny liste, skyldes det, at fire ud af seks personer på den liste, har meldt sig ud af partiet. Reelt er der kun én kandidat tilbage på listen.
Vi har meldt os ud, fordi medlemsdemokratiet og fællesskabet i afdelingen er sat ud af spil. VI er blevet til JEG, og der handles uden om demokratiet og uden at der samarbejdes.
Der springes også elegant hen over, at vi, der blev valgt den gang, i høj grad er dem, der har udgjort afdelingens kommunale baggrundsgruppe, der er krumtappen i arbejdet i Kommunalbestyrelsen, og at de medlemmer, der er blevet i Enhedslisten forlod denne vigtige gruppe. Det gjorde de blandt andet fordi de var uenige i den politiske linje og stil, som Bo repræsenterede i Kommunalbestyrelsen på vegne af Enhedslisten i Sorø.
Alt dette er ikke et tegn på, at der skal et nyt hold til. Det er et tegn på, at en tidligere velfungerende partiafdeling er splittet og har været i dyb indre splid. Det skal Enhedslisten selvfølgelig anerkende, hvis de ønsker at fremstå som troværdige, men det passer dem naturligvis ikke, hvis det er vigtigere at “styre fortællingen” end det er at tale sandt.
Hykleriet bliver fuldkomment, når Eva Flyvholm springer til som spidskandidat og i farten helt glemmer at fortælle, at hun stadig er spidskandidat i Sjællands Storkreds til Folketinget – og dermed kommer til at forlade Kommunalbestyrelsen senest om et år, når der er folketingsvalg, da Enhedslisten ikke tillader dobbeltmandater – med mindre partiet er blevet så desperat, at der ses stort på alle principper.
Det kan godt være, at Bo synes, man skal være ordentlig langt ud over det rimelige, men det er vigtigt at huske, at vi er mange andre tidligere medlemmer, der også kan huske historien, og som synes, at den er vigtig.
For når vi nu skal læse, at det hele handler om nationale uenigheder, så er vi stadig nogle tidligere medlemmer, der vil huske alle på, at det IKKE passer. Spin og løgnagtige historier har bredt sig helt ud til Sorø.
























