Af Eva Flyvholm, snart kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten
Til januar starter et nyt byråd, og i Enhedslisten har vi sikret en politisk aftale for Sorø Kommune, som sætter børnene og velfærden i højsædet – og skal beskytte drikkevandet og naturen. Det gælder fx at der skal ansættes flere pædagoger, så vi kan få reelle minimumsnormeringer i både vuggestuer og børnehaver. Og laves nye grundvandsparker fri for sprøjtegift.
Allerede før valgkampen startede, havde vi i Enhedslisten sagt, at vi ikke på forhånd pegede på hvem der skulle være borgmester, men ville forhandle med alle parter, om en politik til gavn for børnene, velfærden og naturen. Det er utrolig vigtigt for os, at få vendt udviklingen på børneområdet, hvor vi de seneste mange år har set en nedadgående spiral med mange problemer, bl.a. nedslidning af personalet og mistrivsel hos børnene, og en økonomi der år efter år har været i kaos. Vi har længe ment at der skulle forebygges mere, bl.a. ved at ansætte flere pædagoger og lærere, og få opbygget gode kommunale tilbud på specialområdet.
Konstitueringsaftalen er lavet med Venstre som borgmester, Radikale Venstre og flere af de borgerlige partier. Når vi har følt os nødsaget til at krydse over midten, er det fordi vi oplevede, at Socialdemokratiet og Konservative sagde nej til, at finde pengene til forbedringer på børneområdet, og gennem længere tid har manglet den nødvendige anerkendelse af problemernes omfang.
Det nye flertal er utraditionelt, men for os er det politikken det kommer an på, og der må man også være klar til at gå nye veje hvis tingene ikke fungerer. Og ja, der er er partier vi aldrig kunne være i koalition med på Christiansborg, fx Dansk Folkeparti som jeg mener har en umenneskelig flygtningepolitik, men lokalt er det helt andre sager der besluttes, og der er vi Enhedslisten og DF jo rørende enige om, at der skal ske forbedringer i ældreplejen og på børneområdet.
Vi har sagt fra start at det var vigtigt for os at få mærkbare forbedringer for børnene og velfærden i Sorø kommune. Så var det underordnet hvem der fik borgmesterkæden. Vi ville oprigtigt ønske at SF ville have været med til at presse Socialdemokratiet til en ny kurs, eller være kommet over til Venstre sammen med Radikale og os. Men det blev afvist fra start. Jeg håber stadig at vi kan få et rigtig godt samarbejde også i fremtiden mellem de grønne partier Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Konservative. Jeg er blevet formand i Klima og Miljø udvalget og vil gøre alt jeg kan, for at vi sammen rykker på den grønne dagsorden og beskytter naturen.
Og så er der flere der har rejst bekymring for, om udbygningen af Frederiksberg skole giver slagside til andre områder af kommunen. Lad mig slå helt fast: Jeg og Enhedslisten ønsker at udviklingen skal være for hele kommunen. Selv er jeg opvokset med Ruds-Vedby som nærmeste by, og jeg kan eddermanme godt forstå bekymringen for landområderne og de mindre byer, se bare hvordan Ruds-Vedby fx er blevet afskåret fra busruterne de seneste år. Det er helt afgørende at vi samarbejder bredt på tværs af alle partierne i kommunalbestyrelsen om at gøre det bedre.
Det bliver ikke let at komme i mål med alt – slet ikke når Christiansborg, rent ud sagt, efterlader kommunerne med en skrabet lorteøkonomi til velfærden. Men vi har et kæmpe fælles ansvar for at sikre, at vores landområder og landsbyer får den støtte og udvikling der er brug for, med ordentlige skoler, infrastruktur mm.
Når vi starter i kommunalbestyrelsen, sætter vi i Enhedslisten samtidig gang i en tur rundt i kommunen, for at mødes med lokalråd, foreninger mm. Et vigtigt fokus for os er også en mere demokratisk kommune, hvor de mennesker det handler om skal inddrages ordentligt i de politiske processer – uanset hvor i kommunen man bor. Vi har set alt for mange skandaler i den forgangne tid, hvor folk ikke er blevet ordentligt hørt og inddraget. Det skal der gøres op med. Så min opfordring skal også være, at tage fat i os – problemer skal ikke fejes ind under gulvtæppet, de skal erkendes og løses hvis man kan.
Vi har sammen med flere andre partier sagt, at vi vil en forandring i Sorø kommune. Det er et kæmpe ansvar at skulle indfri. Det kommer til at tage tid, og det er nok ikke alt der kommer til at gå let. Men jeg tror på, at forebyggelse er den rigtige vej at gå, og det kræver investeringer i velfærden. Hvis ikke man prøver, bliver tingene ikke anderledes. Og vi vil knokle for at få det til at lykkes.




























