Af Jane Lee, psykoterapeut

Mange vil nikke genkendende til, at man vågner og har sine morgenrutiner.

Rutiner er noget vores hjerne elsker. Så skal den ikke anstrenge sig mere end højst nødvendigt, da den har rigeligt at se til i forhold til at sortere sanseindtryk.

At finde dagens intention, altså en beslutning for denne dag, handler om at vågne op. Både fysisk og mentalt. Om at være til stede i de ting vi gør.
Rutiner er gode og bringer os langt, men forstil dig at alt blev gjort rutinemæssigt. Det kan komme til at klinge robotagtigt. Sove, spise, arbejde, hente, bringe…

En intention for dagen kan være, at smile til dem vi er i kontakt med. At få øje på alt det gode andre gør. At trække vejret dybt mindst en gang i timen. At smage på de fødevarer du indtager. At huske at sige kærlige ting til dem du elsker eller holder af. Fidusen er, at intentionen er noget du og andre kan glædes over.

Og der er frit valg på gode ideer. Når du vågner i morgen, kan du, mens du gør dine rutiner, tænke over hvordan du har lyst til at forme din dag.
For det gør vi. Vi vælger selv om vi ser de ting der ikke lykkes eller de ting der lykkes.

Du bestemmer selv – men dine medmennesker vil elske dig for at vælge den positive vinkel.

Jane Lee har klinik på Haverupvej 40 i Sorø. Hun er psykoterapeut, supervisor, proceskonsulent og medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF). Oprindeligt uddannet vejleder og underviser i human ernæring. Læst psykologi på Det Pædagogiske Universitet og efterfølgende uddannet organisk psykoterapeut. Derudover uddannet supervisor på Metropol samt eksamineret protreptiker af Ole Fogh Kirkeby på CBS.

Foto: Jacqueline Munguía – Unsplash