Vejdirektoratet kunne torsdag offentliggøre, at en cykelsti mellem Stenlille og Sorø er et af de fire projekter på landsplan, der får midler fra den statslige cykelpulje. Dermed er et mangeårigt ønske fra borgere i området gået i opfyldelse, og de kan nu se frem til øget trafiksikkerhed og bedre cyklistforhold på strækningen.
Gennem flere år har Sorø Kommune haft en løbende dialog med Vejdirektoratet om en cykelsti mellem Stenlille og Sorø. Nu bliver drømmen til virkelighed.
Torsdag meldte Vejdirektoratet ud, at strækningen er et af fire cykelprojekter på landsplan, der får midler fra den statslige cykelpulje. Det er noget, der bringer smilet frem hos borgmester i Sorø Kommune, Gert Jørgensen:
”Tilbage i 2019 havde Stenlille Cykelklub indsamlet næsten 3.000 underskrifter fra borgere, der ønskede sig en cykelsti mellem Stenlille og Sorø – noget, vi løbende har været i dialog med Vejdirektoratet om, da der er tale om en statsvej og ikke kommunal vej. Jeg glæder mig derfor over, at der nu er afsat 40,6 mio. kr. til etableringen af en cykelsti med opstart i 2026 og forventning om at være færdig i 2028.”
Bedre cyklistforhold og øget sikkerhed
Den nye cykelsti etableres i to etaper og bliver en enkeltrettet cykelsti. Der bliver altså en cykelsti i hver side af vejen. Første etape strækker sig fra Sorø og til Juliedalvej.
”Med etableringen af cykelstien får vores borgere og kommunens besøgende langt bedre cykelforhold. Og det, at der er tale om enkeltrettede cykelstier i hver side af vejen, er med til at øge trafiksikkerheden, da cyklisterne ikke vil skulle krydse vejen så ofte. Det er virkelig noget, der kommer til at gavne vores borgere i området,” afslutter Gert Jørgensen.
