Bestyrelsen for den kirkelige sociale café inTro i Absalonsgade søger ny leder af de mange frivillige. Gennem hele caféens 9 årige levetid har Annie Bech Poulsen været frivilligkoordinator, praktik-mentor og økologisk indkøber i caféen. Men til sommer, når præsteparret Annie og Lars Poulsen flytter fra Pedersborg og Bromme, skal den daglige ledelse overdrages til en endnu ukendt efterfølger.

”Vi søger et menneske, der ligesom Annie kan favne både frivillige og stamgæster”, siger formanden for café inTros bestyrelse Jørgen Erik Larsen. Det er hensigten at videreføre konceptet, hvor strøgkunder og stamgæster blandes i de hyggelige lokaler. Den høje kvalitet i økologiske råvarer står heller ikke til diskussion. Derimod er bestyrelsen åben for at dele stillingen på i alt 15 ugentlige timer.

”Det er ikke sikkert, at det fremover er samme person, som både får vagtskemaet til at hænge sammen og sørger for alle indkøb til billigst mulige priser” siger formanden og fortsætter:

”Vi kan f.eks. tilbyde 10 timers ansættelse, i hvilken lederen har kontakt til alle medarbejdere og gennem egen vagtturnus får mulighed for at følge med i, hvad der rører sig blandt caféens gæster”.

Jørgen Erik Larsen nævner også arbejdsopgaver forbundet med, at caféen er et meget anvendt praktiksted for især indvandrerkvinder på vej ind på arbejdsmarkedet. Præcist hvordan de forskellige funktioner deles, vil blive aftalt, når interesserede har meldt sig. Bestyrelsesformanden lægger ikke skjul på, at for bestyrelsen er det en selvfølge, at en ny leder i forvejen har kendskab til og forståelse for kirkeligt arbejde.

Interesserede kan få kontaktoplysninger på bestyrelsen eller Annie Bech Poulsen ved henvendelse i caféen.

Pressefoto