Rogert 
Storgade 40A
4180 Sorø
22 88 80 52

Følg Rogert på Facebook

INbetween version 2.0
Centralt i Sorø finder du Rogert, en skøn tøjbutik med lækkert tøj til baby/børn/teens str. 0-16 år og modebevidste kvinder str. XS-XXL.

Indehaver Katrine Rogert Skovsgaard åbnede tilbage i 2017 butikken INbetween, hvor den primære målgruppe var  de såkaldte “inbetweeners” – altså tweens og teenagere, der ikke helt føler sig som børn længere, men som samtidig føler sig for unge til de traditionelle dame- og herretøjsbutikker.

Katrine udvidede hurtigt sortimentet til andre aldersgrupper, og i 2023 flyttede forretningen til større lokaler – lidt længere henne ad Storgade.

Familiemenneske helt ind i hjertet
Den nye butik hedder “Rogert”, som er Katrines familie-mellemnavn. Med dette navn vil hun gerne signalere, at butikken er hendes helt personlige butik, og at kunderne stort set altid vil møde hende selv dér.

“Dem som kender mig ved, at jeg er familiemenneske helt ind i hjertet! Mine børn, mine forældre, mine søstre og deres børn er det vigtigste i mit liv, og jeg kunne ikke drive min forretning uden deres hjælp og støtte. Vi hedder alle Rogert til mellemnavn. Rogert-navnet stammer fra min fars familiegren, og er et gammelt slægtsnavn, der forsvandt ud af familien i 1800-tallet. Da min far skulle døbes, valgte hans forældre at give ham det gamle familienavn som mellemnavn. Min farfar, der skrev en del afhandlinger mv., var bevidst om, at hans eget navn Knud Hansen var meget almindeligt. Derfor ønskede han at give sine børn et mellemnavn, der kunne genkendes. Mine forældre gav så mine søstre og mig dette mellemnavn, og vi har givet det videre til vores i alt syv børn. På den måde er vi alle forbundet af dette mellemnavn,” forklarer Katrine.

Shop fra sofaen
Rogert har også en webshop, hvor du har mulighed for at finde butikkens sortiment online. Her kan du i ro og mag sidde hjemme i sofaen og følge med i, hvilke nyheder der er kommet på hylderne.

Køber du tøjet i webshoppen, kan du altid komme ned i den fysiske butik og bytte det. Du har også mulighed for at hente dit online-køb i butikken, så du på den måde sparer portoen.

På Rogerts facebookside er der fokus på skønne musthaves og lækre konkurrencer, men du vil selvfølgelig også her kunne følge med i butikkens nyheder og gode tilbud.

Gode oplevelser i Sorø
Katrine udvikler løbende butikkens koncept, så det tager afsæt i, hvad kunderne er vilde med. Hun er derfor altid åben over for ideer til nye mærker eller tiltag.

Det er da også et stort ønske fra Katrines side, at hun – sammen med byens øvrige butiksliv – kan være med til at skabe nogle gode shoppeoplevelser for soranerne.

Hun deltager derfor med stor ildhu i de tiltag, som handelslivet i Sorø sætter i værk. Som formand for Sorø Handel og Service ser hun frem til at være med at gøre midtbyen endnu mere attraktiv for lokale og besøgende.


sølvpartner