Af Jørgen Mogensen, Arkivleder
Her i højsommeren kan vi læse om en brand i Lille Vildmose, hvor ikke alene afgrøden på marken brænder, men også tørven under jorden.
Vi i Dianalundområdet kender udmærket til at tørv under jorden kan brænde. Det har vi oplevet i Åmosen flere gange, f.eks. i 1978. I 1978 havde vi en rigtig god høst. Også i Verup. Dengang brændte man stubbe og løse strå af på marken. Den pågældende bonde her i Verup havde rigtig godt styr på afbrændingen: folkene tændte i modvind, tændte ikke større arealer end de kunne overskue, og mænd gik med branddaskere og skovle for hurtigt at kunne standse ilden, hvis den påtænkte at løbe løbsk.
Der skete da heller ikke noget. Men lige præcis det år fik ilden fat i tørv, der lå under jorden. Den må være gået derned via kornstubbenes rødder. Men man opdagede ingen ting. Faktisk gik der en hel måned før man blev klar over, at der var noget galt. Det røg op flere steder på marken.
Brandvæsenet kom og begyndte at pøse vand på marken i utroligt store mængder, time efter time uafbruft i en hel uge – også om natten. Så pakkede man samme, for man troede, at nu var ilden slukket. Men i december opdagede et ægtepar, der var ude at gå tur, at det røg op af jorden i haven ved et sommerhus en lille kilometer fra “brandmarken”. Brandvæsenet mente dog ikke, at faren var overhængende på det tidspunkt af året og vinterens megen væde slukkede den sidste underjordiske ild.
Kilde: Karl Westi og Jørgen Mogensen: Sande historier fra Åmosen, 2016
