Af Rebecca Broholm-Little, kommunalbestyrelsesmedlem fra Enhedslisten

Jytte Munchs historie, som blev bragt i Sjællandske den 21. juni, er et eksempel på, hvordan borgere kan komme i klemme, når ansvaret for sundhedsydelser bliver genstand for juridiske tovtrækkerier mellem kommune og region.

Efter et kræftforløb har Jytte i mere end 13 år været afhængig af et kompressionsærme og en handske for at kunne leve et aktivt og selvstændigt liv. Men efter en principafgørelse fra Ankestyrelsen har Sorø Kommune ikke længere hjemmel til at bevillige hjælpemidlet og er blevet nødt til at give afslag. Nu står hun tilbage med regningen på omkring 20.000 kroner – eller konsekvenserne ved at undvære dem.

Det er svært at forklare eller endda forstå, hvorfor et hjælpemiddel, der i årevis har været anerkendt som nødvendigt, pludselig ikke længere er nogens ansvar. For Jytte er resultatet ikke blot en administrativ og juridisk afgørelse. Det betyder en hverdag med smerter, nedsat funktionsevne og færre muligheder for at leve det liv, hun ønsker.

Uanset om ansvaret juridisk ligger hos kommunen eller regionen, må borgerne aldrig være dem, der betaler prisen for uklar lovgivning eller myndigheders uenighed. Når nødvendige hjælpemidler kun er tilgængelige for dem, der selv har råd til at købe dem, skaber vi et ulige sundhedsvæsen med A- og B-hold.

I Enhedslisten insisterer vi på lige adgang til sundhed. Det er et grundlæggende princip i vores velfærdssamfund.

Derfor vil vi sammen med Enhedslistens sundhedsordfører bede ministeren tage lovgivningen på området op og sikre en entydig juridisk regulering af området, så borgere ikke havner i et juridisk limbo.

Borgernes sundhed, funktionsevne og livskvalitet må aldrig blive en kastebold mellem kommune og region.

Pressefoto
Del gerne dette