Når omtrent 1000 veteranbiler fra hele Danmark ruller igennem Sorø Grundlovsdag, sker det ikke af sig selv. Begivenheden, der sætter Sorø på Danmarkskortet, arrangeres af de lokale kræfter Steffen Beierholm, Beierholm Tractor, Ronnie Mogensen, Torvets Bistro, og Ea Matzon, Sorø Museum, i tæt samarbejde med Stiftelsen Sorø Akademiet og de to motorklubber Danske Veteranbil Klub og Sjællands Motorveteraner.

Ea Matzon, Sorø Museum – Klassisk Køredag 2017

Koordinering af indsatsen
“Vi er en gruppe som mødes flere gange om året for at evaluere, budgettere, fundraise, koordinere og planlægge næste års arrangement”, fortæller Ea Stevns Matzon, leder af Sorø Museum. I år faldt Pinsen samtidig med Grundlovsdag, hvilket gjorde at nogle af de elementer, der normalt er på programmet, ikke kunne lade sig gøre. “Til gengæld engagerede vi gademusikanterne The Buskers, som optrådte i museumsgården og rundt omkring i bymidten. Vi lavede også nogle populære konkurrencer”, siger Ea Matzon.

Kulturhistorisk fokus
I mange år blev køredagen afholdt på Carlsens Plæne, men for fem år siden flyttede arrangementet til Storgade, og Sorø Museum kom med som arrangør. Hermed fik veteranbildagen et kulturhistorisk tema, som skifter år for år. Med 100-år jubilæet for kvinders valgret blev titlen “Med mor bag rattet”, og i år var temaet “Biler og film”.

Storblomstrede kjoler og solhatte
Der er film på Klassisk Køredag-plakaten igen i 2018, hvor den første Olsen Banden-film fejrer 50 års jubilæum. “Vi er i dialog med ejerne af nogle af de køretøjer, som var med i filmen”, fortæller Ea Matzon, der også arbejder på mere brugerinddragelse for at få en masse gode ideer på bordet til næste års Klassisk Køredag. “Vi kommer til at kåre den bedste Yvonne-dragt, og vi håber at eksempelvis sygrupper over vinteren vil udarbejde kostumer. Sorø Gymnastikefterskole byder på en stor opvisning, hvor alle er klædt ud som Egon’er, Kjeld’er, Benny’er og naturligvis også Yvonner”, fortæller Ea Matzon, som glæder sig til selv at iføre sig en storblomstret kjole.

Sæt et stort kryds i kalenderen 5. juni 2018 – Grundlovsdag skal fejres i Sorø.