Den anmelderroste danske thriller Den Skyldige havde Danmarks premiere den 14. juni – også i Victoria Teatret i Sorø. På selve premieredagen fik biografen fint besøg af holdet bag filmen.  

Gæsterne til premieren i Victoria Teatret kunne således møde filmens manuskriptforfatter Emil Albertsen og producer Lina Flindt.

Det var også blevet annonceret, at filmens hovedperson Jacob Cedergren ville deltage, men en deltagelse i aftenens Go’ Aften Danmark gjorde desværre, at han ikke kunne nå frem i tide.

Den nervepirrende thriller har i øvrigt fået 5 stjerner af stort set alle større danske medier og kan ses i Victoria Teatret til og med den 24. juni.

Dit Sorø var også med til premieren på Victoria Teatret, der summede af hyggelig sommerstemning.