Skinnehøvlen er på sit årlige besøg i landet. På en nat kan den høvle seks ton metal af skinnerne. Den 21.-22. oktober kommer den forbi Sorø.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Jernbanen får besøg af en af de tunge drenge i klassen – skinnehøvlen fra den tyske entreprenør Schwerbau, og sværvægteren huserer på Sjælland det kommende stykke tid.

Det 95 ton tunge specialtog, der er bemandet af et hold internationale specialister, vil i den kommende tid krybe sig rundt på jernbanenettet. På en nat kan skinnehøvlen – uagtet at den kun kører mellem 2 og 4 kilometer i timen – høvle hele seks ton jern af skinnerne.

“Når skinnehøvlen har fjernet metallet på skinnerne, bliver afstanden mellem skinnerne den helt rette. Det er en del af det løbende vedligehold af sporet, og det gør rejsen mere komfortabel for passagererne,” siger Pernille Skovrup, sektionschef i Banedanmark.

De mange ton metal bliver genanvendt, ligesom når det er skinnefræseren, der er på besøg i landet.

På en nat kan skinnehøvlen høvle seks ton metal af skinnerne.Foto: Banedanmark

Vigtig del af vedligeholdelsesarbejdet
Skinnehøvlen er, som de øvrige specialtog, en vigtig del af vedligeholdelsesarbejdet på jernbanen. Om foråret kører Banedanmarks målevognstog, og det er disse målinger, der viser, hvilke dele af de enkelte strækninger, der skal have besøg af skinnehøvlen eller et af de øvrige skinneslibetog.

Togene har vidt forskellige opgaver, så inden for et år kan det samme område sagtens få besøg af såvel skinneslibetoget, sporskiftesliberen og skinnehøvlen.

“Banedanmark lejer togene hos internationale jernbaneentreprenører, og slibetogene betjenes af specialuddannet personale. Herudover kører der en lods fra Banedanmark med på toget. Lodsen er sikkerhedsuddannet og har det nødvendige strækningskendskab,” siger Pernille Skovrup.

Skinnehøvlen er et natdyr
I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Derfor kører de forskellige specialtog stort set udelukkende om natten.

Skinnehøvlen  kører efter følgende plan:

8.-9. oktober        Roskilde-Høje Taastrup
9.-10. oktober      Roskilde-Høje Taastrup
10.-11. oktober    Viby Sjælland-Roskilde
11.-12. oktober    Viby Sjælland-Ringsted
13.-14. oktober    Ringsted-Sorø
14.-15. oktober    Ringsted-Sorø
15.-16. oktober    Roskilde-Viby Sjælland
16.-17. oktober    Ringsted-Viby Sjælland
17.-18. oktober    Ringsted-Borup
18.-19. oktober    Borup-Ringsted
20.-21. oktober    Sorø

I dagtimerne, når mandskabet sover, bliver skinnehøvlen gjort klar til næste nats arbejde. I hele perioden holder skinnehøvlen i Ringsted.

FAKTA
–    Skinnehøvlen er 28,9 meter lang og vejer 95 ton.
–    Under arbejdet kører den mellem 2 og 4 km/t
–    Skinnehøvlen er selvkørende og skal ikke trækkes af et lokomotiv
–    Togets kørehastighed i Danmark er 70 km/t.
–    Skinnehøvlen arbejder med 4-6 passager af et skinnestykke
–    Det støjer kun moderat, når skinnehøvlen arbejder

Læs mere om, hvorfor Banedanmark sliber skinnerne.