Nu er julen her, og så sættes alle hjul i stå. Der dekretres gilde, gaver og tøjlesløs selskabsleg. Det er den hedenske jul, der buldrer. Sådan spiddede Ludvig Holberg i 1724 med sin satiriske pen borgerskabets højtid i lystspillet ”Julestuen”. Her lader han den enfoldige tjener Arv fastslå, at ”der er ingen mere i hele gaden som læser et Guds ord juleaften…”

Nej, som Holbergs værdige borgermand Jeronimus siger, så ”tjener julen ikke til andet end at bringe folk i bekostning. Jeg har eftertænkt det nøje og finder, at disse julestuer intet godt fører med sig.” Hans kone Magdelone indvender, at alle andre jo holder jul: ”Hvad vil vore naboer tænke om os, når vi ingen julestue får i år.” ”Hvilken forbandet snak”, svarer Jeronimus, men så sætter Magdelone trumf på med argumentet: ”…for de kære børns skyld.”

Det fremkalder den gamle gnavpottes omsorgsfulde betænksomhed, og så holdes der alligevel julefest med gaver til alle børnene. Christopher får en fløjte, Henning en vogn, Peer en fiol, Else en vugge, Marie en dukke og lille Anne en rangle med bjælder.

Det er stor komisk kunst, som stadig har bud til vor tid. Julen har unægtelig basis i kristendommen, men højtiden bruser og stormer i dag som for 300 år siden i krydsfeltet mellem religion og overtro. Holbergs respekt for den kristne religion er ubetvivlelig, hvorimod han som moralist næppe har billiget vildskaben i forbruget.

Ludvig Holberg Museet ønsker Glædelig Jul og ser frem til at byde velkommen i 2017.