Anmeldelse: Vi har været til brunch på Støvlet Katrine. Den stemningsfulde kro med udsigt til Sorø Sø byder om søndagen på en overdådig buffet med alle klassikerne; æg og bacon, kartofler, pølser og pandekager, osv. Disse typiske indslag i den solide engelske morgenmadstradition får et delikat twist på Støvlet Katrine. F.eks. var der små bagte tomater til pølserne, og kartoflerne var vendt i urter og, tør man sige, rigeligt smør. De nordiske indslag var sunde sild, lækker røget laks og et fornuftigt udvalg af gode danske oste.

Til den søde tand var der en bred vifte af kræs. Udover de tykke amerikanske pandekager med sirup, bød Støvlet Katrine på yoghurt med vanillle og en rustik grovhakket nøddemüsli, melon- og pæreterninger med chantilly creme, diverse lækre små faste kager samt, ikke mindst, hjemmerørt nøddepålæg, som vi tøver med at kalde nutella (for det må man ikke).

Støvlet Katrine serverer luksusbrunch hver søndag kl. 11-13 til 175 kr. pr. person. Husk at bestille bord. Det er med rette et tilløbsstykke.