Professionshøjskolen Absalon har netop opnået institutionsakkreditering for de næste seks år. Kort fortalt har et eksternt ekspertpanel vurderet Absalons kvalitetssystem og fundet det ambitiøst og velfungerende.

I 2015 var Professionshøjskolen Absalon den første af de seks professionshøjskoler, som bestod institutionsakkreditering, som er en “eksamen” af, om Absalon som institution er god til at sikre kvaliteten af sine uddannelser. En akkreditering skal gennemføres hvert sjette år, og derfor har Absalon været igennem akkrediteringen igen.

Der ligger et meget stort forarbejde bag opnåelsen af institutionsakkrediteringen, som har varet næsten to år og bl.a. omfattet, at de eksterne eksperter har interviewet studerende, undervisere, ledere samt direktionen og formandskabet for bestyrelsen. Derudover har Absalon leveret skriftlig dokumentation om kvalitetssystemet og arbejdet med kvalitet i praksis.

“Akkrediteringen er bl.a. vigtig for os, fordi vi har fået et eksternt blik på vores organisation, som vi lærer meget af og kan bruge, når vi arbejder med kvalitet som en del af hverdagen på uddannelserne, hvor ambitionen er, at uddannelserne er fremragende”, udtaler rektor Camilla Wang.

Hun tilføjer: “Vi uddanner vores studerende til vigtige funktioner i samfundet, og det betyder meget for alle danskere, at uddannelserne har en høj kvalitet. Derfor glæder det mig, at at eksperterne roser vores daglige arbejde for kvalitet i uddannelserne for at være ambitiøst og velfungerende. Dette er også er en kæmpe anerkendelse til alle medarbejderne i Absalon.”

Der skal også lyde en stor tak til alle de studerende, som har brugt tid på at deltage i den eksternt tilrettelagte proces og give deres perspektiv på Absalons arbejde med kvalitet.

Akkrediteringen er også et kvalitetsstempel, som giver Absalon vigtige rettigheder. Bl.a. betyder akkrediteringen, at Absalon har langt lettere og hurtigere mulighed for at oprette nye uddannelser i Region Sjælland. Det har stor betydning for at kunne imødekomme behovet for velkvalificeret arbejdskraft og give de studerende mulighed for uddannelse i regionen.

Se akkrediteringsrapporten her:
https://akkr.dk/wp-content/filer/akkr/Absalon-AI-akkrrapport_web.pdf

Foto: ABW