Sorø Kommune er netop indtrådt i Sund By Netværket, som giver adgang til den nyeste viden om sundhedsfremme og forebyggelse, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Sorø Kommune er netop indtrådt i Sund By Netværket, som består af 54 kommuner og arbejder for at styrke folkesundheden ved at formidle viden mellem kommuner, regioner, nationale aktører og verdenssundhedsorganisationen WHO.

Netværket giver adgang til den nyeste viden om sundhedsfremme og forebyggelse inden for mange områder – fra tobak og rusmidler til psykisk sygdom eller hvordan man kan bruge naturen i sundhedsfremme.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lars Schmidt, siger:

”Sund By Netværket giver os adgang til viden og data om, hvad der virker inden for sundhedsfremme og forebyggelse. Det betyder at vi i endnu højere grad kan tilrettelægge kommunens indsatser ud fra, hvad der rent faktisk virker. Det er afgørende, hvis vi skal lykkes med at bryde den ulighed i sundhed, som desværre stadig er en realitet.”

Det er Sorø Sundhedscenter, som i første omgang får til opgave at udbrede kendskabet til netværket og de mange tilbud til kommunens medarbejdere på mange fagområder.

Leder af sundhedscentret, Mia Linda Møller, siger:

”Det bliver et stort plus, at vi får lettere adgang til data og kortere vej til at kunne lære af andre, som måske oplever nogle af de samme sundhedsudfordringer, som vi selv står med. For eksempel oplever vi i øjeblikket, at færre unge begynder at ryge, men til gengæld er der flere, som bruger snus. Her vil det være godt, hvis vi kan læne os op af nogle, som har større viden om at arbejde forebyggende for eksempel i forhold til andre former for tobak. Jeg regner med, at rigtig mange medarbejdere med tiden vil få gavn af netværket til glæde for kommunens tilbud til borgerne.”

• Sund By Netværket er et netværk af 54 kommuner.

• Netværket giver adgang til en bred vifte af aktiviteter, temagrupper og webinarer, som Sorø Kommune kan deltage i og få adgang til den nyeste viden.

Foto: ABW