Tre medarbejdere og to elever på Pedersborg Skole er testet positive for COVID-19. Yderligere ni elever og fire medarbejdere er hjemsendt som nære kontakter, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Siden søndag d. 24. januar har en intens smitteopsporing været i gang på Pedersborg Skole. Da indløb den første melding om, at en medarbejder var testet positiv for COVID-19. I mellemtiden er udfordringerne vokset på skolen, idet yderligere to medarbejdere og to børn er konstateret smittet.

Efter en grundig smitteopsporing og i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed er yderligere fire medarbejdere og ni elever blevet hjemsendt med henblik på test, idet de alle er identificeret som nære kontakter.

Bekymring uden panik
Skolen er ligesom de øvrige skoler i Sorø Kommune omfattet af de restriktioner, som betyder, at alle elever i udgangspunktet er hjemsendt. Dog er der mulighed for nødpasning af elever fra 0-4. klasse, ligesom en række elever med særlige behov har mulighed for at møde frem og få undervisning.

“Det er en situation, som påvirker alle på og omkring skolen. Den avler bekymring, men den skal ikke have lov til at skabe panik. Derfor har vi også reageret så hurtigt vi kunne for at undgå, at smitten spreder sig,” siger Børne- og Familiechef, Henrik Madsen, Sorø Kommune.

Forældrene til alle øvrige elever er underrettet via skolernes informationssystem AULA. Forældre opfordres for nuværende ikke til at holde deres børn hjemme.

Medarbejdere, som har fysisk fremmøde, har mulighed for at få taget en ugentlig kviktest. Den er frivillig, men alle opfordres til at tage den.

“Når vi er i en situation som denne, så er det vigtigt, at alle, der er eller kan blive berørt af det, sørger for at tage sine forholdsregler og er opmærksomme på eventuelle symptomer,” siger Henrik Madsen.

 

Covidtest. Foto: ABW