Med forlængelsen af corona-restriktionerne er vinterjazzens sidste planlagte koncert 26. februar på Café Tre Konger nu også umulig, meddeler Sorø Jazz.

Så slukkedes det sidste håb om at lytte til levende jazz denne vinter. Forlængelsen indtil 1. marts af de gældende corona-forbud medfører aflysning af koncerten med ”Soul Station” kvartetten på Café Tre Konger den 26. februar. Alle de øvrige jazzkoncerter, der skulle være spillet i Sorøs vinterjazzprogram var i forvejen aflyste eller flyttet til senere tidspunkter.

Foreløbig er to koncerter flyttet nogle måneder frem til forsommeren. Nu vil Sorø Jazzen ligeledes satse på at få sat koncerten med den swingende hardbop kvartet sat på programmet i maj eller juni. Det skal selvfølgelig først aftales med Café Tre Konger (der for tiden alene er åben for take-away om aftenen) – og med musikerne. De koncerter, der allerede er blevet flyttet frem i tiden, holdes den 28. maj på Sorø Kunstmuseum og den 3. juni i Victoria Teatret… og ja, man tør næsten ikke skrive det, men en tilføjelse trænger sig på: HVIS epidemien til den tid er klinget af, så regeringen vil tillade udelivet genåbnet!

Sorø Jazzen har for tiden flittig kontakt med mange musikere, som står på spring for at komme ud at spille for det levende publikum. Og vi vil hellere end gerne indgå aftaler med dem, så der igen kan komme liv, rytme og glæde i det soranske musikliv. Vi vil ikke mindst meget gerne have aftalt et tæt program for den planlagte niende Sorø Jazzfestival i ugen fra 25. juli til 1. august. Men vi holder os afventende tilbage, for uvisheden varer jo ved – og det er ærlig talt træls at skulle aflyse, udsætte og ændre aftaler, sådan som det utallige gange er sket den senere tid.